FC Københavns midtbanespiller Thomas Delaney har spillet sin sidste kamp i denne sæson og må indstille sig på tre måneders pause.
Delaney blev knæskadet i weekendens 3-1-sejr på Lyngby Stadion og er efterfølgende blevet opereret.
- Vi forventer, at Thomas først vil være klar til at træne igen om minimum tre måneder, siger FCK's læge Morten Boesen til klubbens hjemmeside.
Trods den lange pause er midtbanespilleren nogenlunde fortrøstningsfuld.
- Min skade opstod i en forholdsvis harmløs situation, hvor jeg blokerede et skud fra en Lyngby-spiller og fik et vrid i knæet.
- Det er selvfølgelig irriterende at være skadet, men jeg er trods alt også glad for, at det ikke var værre. Nu skal jeg gå med knæet i en skinne i et par uger, inden jeg begynder genoptræningen, forklarer Delaney.
Skaderne er mange hos de danske mestre forud for torsdagens kamp mod Brøndby i Parken.
Kris Stadsgaard er heller ikke klar til Brøndby-kampen, og det samme gør sig gældende for Claudemir, Martin Vingaard, Mathias "Zanka" Jørgensen og Peter Larsson.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.