Efter nye FCK-romerlys: Afsindigt irriterende

FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, var irriteret over, at flere FCK-fans kastede med romerlys i Lyngby

Ikke alle FCK-fans kunne opføre sig ordentligt i Lyngby (Foto: Magnus Holm)
Ikke alle FCK-fans kunne opføre sig ordentligt i Lyngby (Foto: Magnus Holm)

FC København har allerede fået tre bøder på grund af tilskueruro på tribunerne i forbindelse med klubbens kampe i Superligaen.

Søndag var det ved at gå galt igen, da FCK-fans kastede med romerlys og fyrede et kanonslag af i forbindelse med 3-1-sejren ude over Lyngby.

- Det var dumt, og det har vi selvfølgelig tænkt os at kigge på, for det er helt uacceptabelt, siger FCK-direktør Anders Hørsholt.

Se også: N'Doye sænkede Lyngby

Fyrværkeriet ærgrer FCK, der senest modtog en bøde på 100.000 kroner af Dansk Boldspil-Union (DBU) for urolighederne i forårets første kamp mod AaB i Aalborg.

- Vi vil ikke acceptere det. Det irriterer mig helt afsindigt meget, siger Hørsholt.

I størstedelen af kampen var der ellers ro på lægterne i Lyngby, men i de sidste fem minutter af kampen blev der affyret både romerlys og kanonslag.

Se også: Lyngby-træner tror stadig på overlevelse

- Der var god stemning hele tiden. Der var fest og farver og en god stemning, og det er vi rigtig glade for.

- Vores fans er et stort aktiv for klubben, men der var nogle idioter, der fyrede nogle romerlys og et kanonslag af. Det må vi tage til efterretning og reagere på efterfølgende. Det kommer vi til at gøre, forsikrer Hørsholt.

- Vi har videoovervågning med herud, så vi har båndet det hele og skal kigge alle bånd igennem for at finde ud af, hvem der har fyret romerlys af.

Se også: FCK-træner: Vi fik sat angriberne i scene

- Men det er svært. De står alle sammen i sort og med halstørklæde for hovedet. Men lur mig, om vi ikke fanger en eller to af dem. Det vil jeg tro.

- Og så vil de få forbud mod at komme i Parken til vores kampe de næste mange år. De bliver udelukket fra at deltage. Dem har vi mange af efterhånden, konstaterer Hørsholt.

FCK-direktøren regner ikke med, at episoden i Lyngby vil få DBU til at reagere med sanktioner, da dommeren valgte at lade spillet fortsætte.

Se også: Lyngby byder FCK-fans velkommen

- DBU holder øje med, om der er afbrydelse af kampen, og det var der ikke. Så det tror jeg ikke, DBU har noget som helst øje på.

- Det er kun, hvis der er spilstop eller afbrydelse af kampen, at dommeren indberetter det. Men det gør det ikke mindre irriterende, at der blev fyret romerlys af, understreger Hørsholt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere