Stadsgaard: Jeg er FCK's bedste

Kris Stadsgaard sigter efter at gå direkte ind i startopstillingen hos FC København efter skiftet fra Malaga

FC Københavns nyindkøb Kris Stadsgaard har en ambition om at gå direkte ind i startopstillingen hos FCK efter skiftet fra spanske Malaga.

Grunden er ganske simpel, forklarer Stadsgaard i et større interview til Tipsbladet.

- Fordi jeg er den bedste stopper. Det siger jeg selvfølgelig med et smil, men jeg mener det også.

Se også: Hannover blev danskerdræbere igen

- Det tror jeg på, og jeg satser da også på at være med fra start, for jeg er hentet i La Liga, og jeg er kommet til FC København for at spille, siger Kris Stadsgaard.

Vil spille fodbold
Den tidligere Rosenborg-spiller mener, han har evnerne til at spille fast hos de danske mestre.

- Jeg har min hurtighed, så tilhængerne vil se en spiller, der kan rydde op i forsvaret, og så er jeg også en forsvarer, der gerne vil spille fodbold og dermed også spille bolden op ad banen.

- Det tager selvfølgelig lidt tid at få indarbejdet mønstrene, når man har en masse nye holdkammerater, men jeg håber på, at jeg også på den måde får sat et hurtigt aftryk, siger han.

Kris Stadsgaard skrev for en måned siden under på en kontrakt med FCK frem til sommeren 2016, da han ikke længere havde udsigt til spilletid i Malaga.

Et skridt op for mig
- Jeg røg ned som nummer fire i kampen om pladserne i centerforsvaret, så jeg er taget hjem for at få noget spilletid.

- Selvfølgelig er det et skridt ned rent ligamæssigt, men jeg vil altså hellere spille i Superligaen end sidde på bænken i Spanien, så på den måde er det et skridt op for mig.

- Og Superligaen er en god liga. Du kan ikke undervurdere den. Gør jeg det, kan jeg nemt komme til at se dum ud, så jeg vil gå ind til hver eneste kamp, som var det en La Liga-kamp, siger Kris Stadsgaard.

Kris Stadsgaard er søn af den tidligere topdommer Knud Stadsgaard og er indtil videre noteret for to A-landskampe - senest i venskabskampen mod Tjekkiet i november 2010.

0 kommentarer
Vis kommentarer