FCK smadrede norsk hold

To mål af Mustafa Abdellaoue og rødt kort til Kim Christensen, da FC København vandt 5-0 over Vålerenga - Abdellaoues tidligere klub

FCK-spillerne jubler over et af de fem mål. (Foto Anthon Unger)
FCK-spillerne jubler over et af de fem mål. (Foto Anthon Unger)

FCK's angribere ser her tre uger før sæsonstarten ud til at have fundet kampformen. I hvert fald stod angriberne for fire af fem mål, da FCK i eftermiddag vandt 5-0 over norske Vålerenga i en træningskamp.

Santin, N'Doye og to mål af Mustafa Abdellaoue, der blev skiftet ind en halv time før tid og fik debut på hjemmebanen i Parken, stod for målene, suppleret af forsvareren Ragnar Sigurdsson.

Men det mest bemærkelsesværdige ved kampen var uden tvivl, at midtbanespiller Thomas Kristensen reddede et straffespark!

Efter 69 minutters spil begik Kim Christensen, der blev skiftet ind i pausen i stedet for Wiland, straffespark og fik rødt kort. Thomas Kristensen blev sendt ind i målet og snuppede straffesparket.

Se også: Tre FCK-keepere holdt nullet

Træner Carsten V. Jensen var naturligvis tilfreds med Thomas Kristensens redning - men endnu mere med Abdellaoue.

- Det var da rart at se TK redde straffesparket, og samtidig hjælpe os til at holde nullet. Men det glædede mig endnu mere, at Mos får scoret to mål, for han fik dermed vist hvorfor vi har hentet ham til klubben - godt af ham, at han ved første lejlighed her i Parken slår til med to scoringer, siger han til FCK.dk.

FCK's startopstilling:
Wiland; Lars Jacobsen - Kris Stadsgaard - Ragnar Sigurdsson - Bryan Oviedo; Christian Bolaños - Claudemir - Thomas Delaney - Martin Vingaard; César Santin - Dame N'Doye

0 kommentarer
Vis kommentarer