FCK håner AGF-fans

Løven mod koen. Nummer et mod nummer to - på alle måder. Og så får den ellers med nedladende udtryk overfor aarhusianerne. Hør og se FCKs banner-reklame før kampen i Parken på søndag

Ifølge FCKs marketingsafdeling kommer AGF i knæ på søndag (foto: Lars Poulsen)
Ifølge FCKs marketingsafdeling kommer AGF i knæ på søndag (foto: Lars Poulsen)

Normalt er det tilskuerne i Parken, der råber 'bonderøve' efter enhver modstander, der kommer vest for Rødovre.

Men nu slutter klubben sig til fansene.

AGF får en med fordomme-hammeren før kampen på søndag (kl. 18, live her på sitet) i Parken.

I en banner-annonce, indrykket på flere internet-sites, som kan ses her på FCKs hjemmeside, står kampen mellem en brølende løve og en ko, der taler ganske østjysk.

Der siges 'lårt', 'gåga'jen' og meget mere, ligesom der gøres tykt nar af GF'ernes tidligere indstilling, nemlig: To sejre og vi er klar til Barcelona i Champions League.

Anstændigvis skal de nævnes, at FCKs sportsdirektør, Carsten V. Jensen, i en analyse på sitet udviser noget mere respekt for søndagens modstander, der som oprykker er på en imponerende andenplads i ligaen.

LÆS OGSÅ: FCK møder Brøndby i pokalen

AGFs seneste mesterskabsdrømme fik god næring i efteråret 2009, hvor de vandt 1-0 i Parken og kom i spidsen af ligaen. Det endte dog med nedrykning og et nederlag til FCK på hjemmebane på 5-0.

Dengang gav FCK'eren den også en tur med satiren. Før kampen i Aarhus bragte de et billede af et tomt glasskab med titlen: Et pokalskab i provinsen.

Nu får AGF chancen for at vise, at den jyske ko godt kan stange den brølende løve, der viste sig at være ganske tam i Belgien i aftes.