Roland Nilsson roser FCK's målmaskiner

Dame N'Doye og Cesar Santin har scoret over halvdelen af FCK's mål og høster stor ros fra træneren

FC København var nede med 0-1 mod Brøndby, og det så ud til, at de forsvarende mestre for en gangs skyld skulle miste point i Superligaen.

Men takket være mål fra en velkendt angrebsduo tog københavnerne fra Brøndby med en 2-1-sejr og alle tre point.

12 gange har FC Københavns superduo med Dame N'Doye og Cesar Santin scoret i Superligaen. Træner Roland Nilsson nyder at se sine profiler.

- Vi ved, at vi har spillere, som kan gøre lidt ekstra, og som arbejder hårdt på at forsvare, men også arbejder hårdt fremad. Dame N'Doye gjorde det godt og Cesar også, da han kom ind. Han tager en masse gode offensive løb, siger Roland Nilsson.

Santin var sat på bænken fra kampens start og erstattet af Morten Nordstrand, men det forhindrede ham ikke i at gøre det onde ved Brøndby i sidste minut.

Netop scoringer i den sidste del af kampen er efterhånden ved at være et varemærke i FCK.

- Det er helt tydeligt, at vi bliver ved med at ville vinde. Vi giver ikke tabt.

- Vi ved, at vi nok skal komme frem til chancerne, og vi går til angreb og stiller os ikke bare tilbage. Det er en vigtig ting i slutningen af kampen, fastslår FCK-træneren, som også har roser til målmand og anfører Johan Wiland.

- Brøndby spiller vældig godt og kommer frem til mange chancer, men Johan storspiller inde i målet, og det gjorde, at vi var med i kampen, siger Roland Nilsson.

Trods FCK's suveræne placering på førstepladsen i Superligaen med 28 point ud af 30 mulige vil træneren endnu ikke høre tale om, at det er ved at være lidt for let.

- Vi ved, at vi har mere at arbejde med, så holdet bliver bedre og bedre.