Zanka: Jeg vidste det med det samme

FC Københavns anfører risikerer en længere pause. Europa League-kampen torsdag er definitivt væk

LYNGBY (ekstrabladet.dk): Alt fra seks dage til seks måneder.

Det er endnu uvist hvor lang tid Mathias 'Zanka' Jørgensen må sidde udenfor med den knæskade, han lørdag pådrog sig i FC Københavns 1-0-sejr over Lyngby.

Men en pause kommer han ikke uden om. Og det betyder i første omgang, at han går glip af torsdagens Europa League-kamp hjemme mod Vorskla Poltava.

- Jeg har tidligere prøvet at være skadet i knæet, så jeg vidste med det samme, at der var noget galt, sagde anføreren efter kampen, hvor han hurtigt fik bundet knæet ind efter det hændelige sammenstød med Peter Madsen tidligt i kampen.

Nu venter et par dage i spænding, mens hævelsen fortager sig. Inden kan en scanning ikke foretages.

Dermed er det eneste, der er helt sikkert, at Zanka har fået en form for ledbåndsskade i knæet.

Ragnar Sigurdsson kom ind i stedet for og lagde kort efter op til César Santins sejrsmål.