FC København er klar med Kvist-afløser

FCK enig med Heerenveen om køb af Christian Grindheim - får den norske landsholdsspiller for kun 5,6 mio. kr

Her jagter Christian Grindheim Michael Krohn Dehli i landskampen mellem Norge og Danmark fra marts måned i år (Foto: Jens Dresling)
Her jagter Christian Grindheim Michael Krohn Dehli i landskampen mellem Norge og Danmark fra marts måned i år (Foto: Jens Dresling)

FC København har fundet sin Kvist-afløser.

Christian Grindheim hedder (nord)manden, der er udset til at skulle afløse William Kvist på FC Københavns centrale midtbane. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er de danske mestre blevet enige med Grindheims klub, Heerenveen, om en aftale, og spillerens agent mangler nu blot at forhandle Grindheims personlige betingelser på plads med københavnerne.

FCK betaler 750.000 euro (ca. 5,6 mio. kr., red.) til hollænderne og får til gengæld et styk rutineret norsk landsholdsspiller til Parken. Grindheim spillede sin landskamp nummer 43 mod Portugal sidste lørdag og har de seneste sæsoner været fast mand i Heerenveen.

Se også: Vred FCK-boss: Stuttgart provokerer

Her var han i sidste sæson holdkammerat med Kevin Stuhr Ellegaard, og den lange keeper kalder det for ’et rigtig godt køb’, hvis det lykkes FCK at få den 27-årige nordmand i transfernettet.

– Han arbejder benhårdt i hver eneste kamp. Han løber utrolig meget og er en rigtig holdspiller. Men samtidig er han også en dygtig fodboldspiller, siger Stuhr Ellegaard til Ekstra Bladet.

Passer godt ind

Det er ingen hemmelighed, at Stuttgart meget gerne vil købe William Kvist, og tilgangen af Grindheim kan blive det, der får Kvists udlandsdrøm til at gå i opfyldelse. For nordmanden vil kunne lukke hullet efter den populære anfører.

Læs: Stuttgart: Vi snupper FCKs Kvist

– Jeg vil ikke sige, at han er helt samme type som William, men han ville være en god erstatning for ham. Det vil ikke være noget mere, men heller ikke noget mindre.

– Det ville være flot af FCK, hvis de kunne hente ham, og både som spiller og som menneske er jeg sikker på, at han ville passe godt ind i FCK’s trup, siger Kevin Stuhr Ellegaard.

Der er kun et år til, at Christian Grindheims kontrakt med Heerenveen udløber, og derfor kan FCK igen lave en god hollandsk handel. For det var i Æresdivisionen, at Claudemir blev hentet for et år siden for et lignende beløb.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere