Don Ø om 'Pejsepisseren': Bindegal

FCK-rigmanden Erik Skjærbæk er manden med magten i Parken, men den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard er ikke imponeret af 'Pejsepisseren'

- Manden er uden for pædagogisk rækkevidde, siger Flemming Østergaard om Erik Skjærbæk, der smed Don Ø ud af Parken. (Foto: Lars Poulsen)
- Manden er uden for pædagogisk rækkevidde, siger Flemming Østergaard om Erik Skjærbæk, der smed Don Ø ud af Parken. (Foto: Lars Poulsen)

Ekstra Bladet tegner i dag et stort portræt af Parkens storaktionær, Erik Skjærbæk. Nedenstående er en af de mange vinkler på 'manden med magten'.

Folk, der husker tv-serien 'Matador' i detaljer, vil formentlig kunne nikke genkendende til sammenligningen.

Hvor det i 'Matador' var charlatanen Jørgen Varnæs, der manglede penge og derfor solgte sine aktier og sin bestyrelsespost i Korsbænk Bank til den højtråbende, nyrige og særdeles ukonventionelle sagfører Viggo Skjold-Hansen, kan vi i tilfældet Parken Sport & Entertainment nøjes med at bytte navnene ud med Steen Patrick Vela og Erik Skjærbæk - så har vi nogenlunde samme historie.

Læs også
Pissede i Axel Juhl-Jørgensens pejs

For det var fusentasten Velas store, økonomiske krak for et par år siden, der bragte jyske Skjærbæk til magten i Parken.

Angiveligt fik Skjærbæk rabat på Velas aktiepost, men ganske hurtigt gik det op for bremsemilliardæren, at han da vist var blevet snydt godt og grundigt.

Aktiekursen er styrtdykket, stort set siden Skjærbæk i marts 2009 overtog de sidste af fallenten Velas aktier.

Skylden for det store tab skyder Skjærbæk på Flemming Østergaard, og jyden har siden bokset Don Ø, samt flere af dennes tro væbnere ud af Parken.

Dødeligt jaloux
Ifølge Flemming Østergaard var aftalen, at Erik Skjærbæk og hans makker Karl Peter Korsgaard Sørensen i forbindelse med overtagelsen af Velas aktiepost skulle finansiere bygningen af en multiarena ved Parken.

Skjærbæk sprang dog, ifølge Østergaard, fra den aftale i sidste øjeblik. Blandt andet dette punkt holdt parterne møde om i Nyborg i 2009.

- I forbindelse med mødet ønskede Skjærbæk informationer omkring selskabet (Parken S&E, red.). Informationer, som jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne give, idet jeg så skulle informere de øvrige aktionærer i form af en fondsbørsmeddelelse.

- Skjærbæk var meget utilfreds. Det gav sig udtryk i et sjældent sprogbrug, og allerede her konstaterede jeg, at han er et menneske, der har mistet jordforbindelsen.

Uden for pædagogisk rækkevidde
- Han opførte sig, som om han kunne gå på vandet.

- Manden er bindegal. Uden for pædagogisk rækkevidde, og han behandler andre mennesker så usselt.

- Han er dødeligt jaloux på mig, fordi jeg formåede at opbygge et brand om FC København og min egen person, siger Flemming Østergaard i dag om Erik Skjærbæk.

Til det ultimative portræt af Erik Skjærbæk havde det naturligvis været på sin plads at høre den 52-årige thybos egen udlægning af det dramatiske indtog i Parken, men han har ladet Ekstra Bladet forstå, at han ikke ønsker at udtale sig til Ekstra Bladet om noget som helst. Nogensinde. Overhovedet.