Skriver bog om Ståle

- Jeg ser frem til at tegne et nuanceret portræt af en mand, der døde som spiller, men kom tilbage som træner, siger Dan Hammer, tidligere direktør i Parken. - Ikke mit ønske, siger FCK-træneren

Den tidligere direktør i Parken Dan Hammer udgiver til næste år en bog om Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen)
Den tidligere direktør i Parken Dan Hammer udgiver til næste år en bog om Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen)

Dan Hammer, tidligere administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment, skriver nu en biografi om Ståle Solbakken, der udkommer på People’sPress i det nye år.

Når Ståle Solbakken i 2011 forlader posten som cheftræner i F.C. København for at blive norsk landstræner, vil han have sat en standard i FCK, som samtlige trænere fremover vil blive målt mod – og formentlig også komme til kort over for.

Med forventeligt fem nationale mesterskaber på seks sæsoner, et uhørt gennemsnit på to point pr. kamp og en næsten naturstridig etablering af F.C. København som en klub der kan matche de europæiske tophold, har fodboldstrategen sat en tyk streg under, at FCK-lederne satsede klogt, da de i 2006 trodsede omgivelsernes skepsis og overlod styringen af Nordens dyreste fodboldhold til en ambitiøs 38-årig nordmand med pacemaker og blot tre års cheftrænererfaring fra den lokale forening i hjembyen Hamar.

Med udgangspunkt i grundig research, samtaler med Ståles nærmeste og et unikt insider-kendskab fra 10 år som direktør i F.C. København tegner Dan Hammer i en ny bog et portræt af mennesket, lederen og vinderen Ståle Solbakken. Om sin kommende bog siger Dan Hammer:

- Selv om Ståles resultater med F.C. København taler for sig selv, så siger de ikke ret meget om mennesket bag. Jeg ser frem til at tegne et nuanceret portræt af en mand, der døde som spiller, men kom tilbage som træner. Ståle er helt enkel en god historie, og jeg er taknemmelig for, at han accepterer, at jeg bruger min fritid til at fortælle den.

Bogen skrives med accept af og praktisk hjælp fra Ståle Solbakken, der dog ikke medvirker selv:

- Jeg har ikke noget personligt ønske om en bog, men når det skal være, så foretrækker jeg, at den skrives af en person, der har været tæt på mit arbejde i F.C. København i fem år, kender fodboldens mekanismer, og som jeg har personlig respekt for. Samtidig håber jeg, at Dan Hammers bog indebærer, at der ikke skrives andre bøger om mig, siger Ståle Solbakken.