Don Ø: Spark mig bare i røven

For tre måneder siden skrydede Don Ø, at man måtte sparke ham i røven, hvis Parken ikke gav overskud. Hvor mange los er minus 250 mio. mon værd?

Flemming Østergaard - tillader spark i røven. (Foto: Jakob Jørgensen)
Flemming Østergaard - tillader spark i røven. (Foto: Jakob Jørgensen)
Det var et spørgsmål om tid, før Parken Sport & Entertainment var løbet tør for penge, hvis ikke de tre storaktionærer og Nordea var blevet enige om en aktieudvidelse på 500 millioner kroner. Det erkender bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

– Så kunne vi måske køre videre et halvt eller et helt år. Derefter havde vi været nødt til at sælge nogle aktiver fra, men det var ikke et godt tidspunkt at sælge på, siger Flemming Østergaard.

– I ville altså ikke kunne sælge dem til den bogførte værdi?

– Det ved man aldrig, men jeg kan godt finde noget, vi kan sælge til en fornuftig pris.

– Hvad?


– Det vil jeg ikke fortælle dig.

– Så sent som i august udtalte du, at man måtte sparke dig i røven, hvis Parken ikke gav overskud i år. Torsdag kom I så med et chokunderskud på 254 millioner kroner.


– Ja, hvis jeg selv kunne gøre det, ville jeg sparke mig i røven. Hvis du har lyst til at sparke mig i rumpen, så er du velkommen.

– Nej, det er ikke min afdeling, men måske er der nogle aktionærer, der har lyst til det?

– Jeg forstår godt, hvad du siger. Men der er også noget positivt ved situationen. Vores omsætning er steget med 23 procent trods de svære tider. Vores tre storaktionærer og Nordea har tiltro til virksomheden og skyder yderligere penge ind.

– Men hvordan kan man som bestyrelsesformand have så lidt indsigt i sin virksomhed?

– Jeg har ikke lagt skjul på, at vi skylder for mange penge væk. Gælden skal barberes ned. Det kunne vi gøre ved at sælge fra og fyre folk. Eller som nu udvide aktiekapitalen. Her blev vi klar over, at værdien af bl.a. fitness.dk var for højt sat. Derfor måtte vi lave nogle store afskrivninger, som førte til underskuddet.

– Hvad siger du til, at Økonomisk Ugebrev i en analyse skriver, at du er fortid i Parken om et halvt år?

– Det ved jeg ikke. Morten W. Langer, som har skrevet analysen, har sagt så mange ting om Parken gennem tiden. Jeg forholder mig til, at de tre hovedaktionærer og banken har bedt mig om at blive.

– Hvorfor er der sat tidsfrist på, hvornår du senest stopper (om fire år)?

– Det er mig selv, der har besluttet det, uanset hvad Morten W. Langer tror. Aktionærerne har ikke bedt mig om at stoppe.

– Økonomisk Ugebrev skriver, at jeres egenkapital i virkeligheden er negativ, fordi I ikke har nedskrevet nok på jeres ejendomme?


– Det er så Økonomisk Ugebrevs synspunkt. Nordea og aktionærerne har et andet synspunkt.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere