Eksperter: Ståle overlever i FCK

Poul Hansen og Morten Bruun tror, at Ståle Solbakken kan håndtere vanskelig situation

Ståle Solbakken kan klare presset. (Foto: Claus Bonnerup)
Ståle Solbakken kan klare presset. (Foto: Claus Bonnerup)

To fodboldeksperter og tidligere superligatrænere er rørende enige om, at Ståle Solbakken hverken vil tabe integritet eller respekt i forhold til spillerne i resten af kontraktperioden.

– Ståle er en kæmpe personlighed og så sindssygt ærekær. Han skal til et landstrænerjob, og han skal nok vise, hvad han kan indtil da, mener Poul Hansen, der har en fortid som superliga-træner i Lyngby og AGF.

– Samtidig er spillerne så ærgerrige. De fleste i Danmark vil gerne spille i FCK, og de, der skal videre derfra, vil også vise noget. Netop i den klub betyder det ikke noget.

Kollega Morten Bruun, der tidligere har stået i spidsen for Silkeborg og SønderjyskE hæfter sig ved det meget lange tidshorisont:

– Jamen, det er da helt vildt! Det er godt nok usædvanligt. Jeg kan simpelthen ikke huske noget fortilfælde. Det er jo med over halvandet års varsel, siger han.

– Hvis det nu endelig skal være, og når tidshorisonten er så lang, så vil den reaktion, som man normalt kunne frygte fra spillerne, ikke komme. Og jeg har så meget fidus til Ståle som leder, at jeg ikke tror, det vil slække ham.

Stor cadeau
– Jeg ser det også som en stor cadeau til ham –  både at det norske fodboldforbund vil vente så længe på ham, og at FCK vil beholde ham kontrakten ud.

Det sidste overrasker ham dog ikke:

– Det er meget FCK’sk, det her. Hvis man har nogle skattede medarbejdere, så er det ikke bare ord. Så er det også handling. Og jeg kunne da godt komme i tanke om andre klubber, hvor reaktionen havde været anderledes efter nederlag til Apoel i Champions League og 0-5 mod SønderjyskE.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere