Europæiske klubber byder på FCK-profil

Der har været konkrete bud på Mathias 'Zanka' Jørgensen, bekræfter FIFA-agent Darryl Powell

Mathias Zanka er en eftertragtet herre. (Foto: Lars Poulsen)
Mathias Zanka er en eftertragtet herre. (Foto: Lars Poulsen)

Forsvarsspilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen kan være på vej væk fra FC København. Flere europæiske klubber har budt på FCK-profilen, siger den danske landsholdsspillers engelske FIFA-agent, Darryl Powell.

- Jeg kan bekræfte, at der har været konkrete bud på Mathias, men jeg kan ikke tale om klubnavne. Jeg kan dog sige, at der har været mere end et konkret bud på Mathias.

- Der har været seriøs interesse fra ikke kun italienske klubber, men også fra Frankrig, England og Tyskland, fortæller den danske landsholdsspillers engelske FIFA-agent Darryl Powell til B.T.

Perfekt tidspunkt
Mathias 'Zanka' Jørgensen, som har kontraktudløb i FCK til næste sommer, tager interessen som et skulderklap.

- Det er spændende, hvis det nu kommer tættere på med konkrete bud på mig. Jeg forstår godt, hvis det udefra ligner et perfekt tidspunkt for mig at skifte her et år, inden min kontrakt udløber, og hvor FCK kan få penge for mig.

- Men jeg ser det som en win-win-win-situation, hvor jeg enten bliver solgt nu, forlænger eller lader kontrakten løbe ud til næste sommer og er gratis, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen til avisen.

I øjeblikket er FCK-spilleren med det danske landshold, som lørdag møder Island i Reykjavik i EM-kvalifikationen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere