Storaktionær vil sælge FCK

Milliardær vil enten sælge FCK eller udskille klubben fra Parken Sport & Entertainment

Parken og FC Københavns nye stærke mand, Erik Skjærbæk, er på ingen måde begejstret for den succesrige fodboldklub og vil hellere end gerne af med klubben.

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at det fremgår af et strategioplæg, som den rige storaktionær har sendt til en række aktører, heriblandt selskabets bestyrelse.

Erik Skjærbæk ejer knap 20 procent af Parken Sport & Entertainment - selskabet bag FC København.

I oplægget gør han det klart, at FC København set med hans øjne er uønsket i Parken-regi og derfor bør sælges fra eller helt udskilles fra koncernen.

- Som investor kan jeg ikke lide, at afkastet af min investering afgøres af én eller flere fodboldkampe. Det er gambling, og resultatet ligger uden for egen kontrol, skriver aktionæren blandt andet i oplægget.

FC København kvalificerede sig for få uger siden til Champions League. Her venter storklubben Chelsea - ejet af Roman Abramovich, der er far til Arkady Abramovic, hvis planer om at købe en del af Parken for nylig blev afvist.

Læs også: Mourinho roser FCK

Angiveligt ønskede Erik Skjærbæk overhovedet ikke at høre om planerne, der kunne have betydet et kapitalindskud på 450 millioner kroner i Parken - penge, der primært skulle styrke FCK.

Det fik i går norske Per Morten Hansen, der fik Arkady Abramovich til København, til at anklage selskabets bestyrelsesformand og flere bestyrelsesmedlemmer for at bryde alle regler og udelukkende at gå efter egen profit.

Parken-analytiker Steven Brooker fra SEB Enskilda, siger til Jyllands-Posten, at han sagtens kan se fornuften i Erik Skjærbæks planer.

Til gengæld møder de ifølge avisen ikke begejstring fra en anden storaktionær, Karl Peter Korsgaard Sørensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer