Agent: Ståle er Nordens Mourinho

Ståle Solbakken har kvaliteter, egenskaber og karisma til at score et job som træner i en af Europas topklubber. Sådan lyder vurderingen fra flere danske spilleragenter.

Ståle Solbakken har kvaliteter, egenskaber og karisma til at score et job som træner i en af Europas topklubber.

Sådan lyder vurderingen fra flere danske spilleragenter.

De mener, at den 42-årige FC København-træner, der på tirsdag kan sende FCK videre fra Champions Leagues gruppespil i hjemmekampen mod græske Panathinaikos, er klar til et job i England, Spanien eller Tyskland, når aftalen med FCK udløber til sommer.

- Han har et kæmpestort potentiale. Han er stadigvæk meget ung, og jeg vil næsten kalde ham for Skandinaviens Mourinho, siger Nikola Juric til Ritzau med henvisning til Real Madrids succestræner José Mourinho.

- Der er uanede muligheder for ham. Han har med sin taktiske kunnen og oplæg bevist, hvor langt man kan komme med et skandinavisk hold i Champions League.

- Samtidig forstår han at sælge varen og han ved, hvad han vil, mener Juric, der er agent for blandt andre Nicki Bille Nielsen, der i sommer blev solgt fra FC Nordsjælland til spanske Villarreal.

Jurics kollega Ulrik le Fevre er ligeledes imponeret og synes det er for tidligt Ståle har sagt ja til at blive norsk landstræner.

- Solbakken vil få nogle tilbud fra klubber i Europa, og jeg mener, at han i kraft af sin unge alder skal fortsætte som klubtræner, inden han bliver landstræner. Han kan træne hold i alle store ligaer. I England og Tyskland - i særdeles med hans spillestil - og han har også muligheder i Spanien, vurderer Ulrik le Fevre til Ritzau.

I den forbindelse kan Solbakken ifølge Nikola Juric godt ende i storklubber som eksempelvis Manchester United og Liverpool i England.

- Når Anders Lindegaard kan blive købt af Manchester United i Aalesund, hvor kan en træner fra FC Købehavn så ikke komme hen? spørger Juric.

Michael Johansen, der i sommer var med til at sælge AB-talentet Nicolai Jørgensen til tyske Bayer Leverkusen, mener ikke, at der er nogen grænser for, hvilke hold Solbakken kan træne.

- Der er næsten ikke noget, der er for stort til ham i min verden.