FCK-keeper til Elfsborg

Farvel til bænken: Svenskerne betaler fem mio. kr. for Jesper Christiansen, men de personlige forhold mangler stadig at falde på plads

En af de nærmeste dage bliver det officielt, at Jesper Christiansen fortsætter på en flerårig aftale hos Elfsborg i Sverige.  (Foto: Peter Hove Olesen)
En af de nærmeste dage bliver det officielt, at Jesper Christiansen fortsætter på en flerårig aftale hos Elfsborg i Sverige. (Foto: Peter Hove Olesen)
KNYSNA (Ekstra Bladet): For halvandet år siden rejste Johan Wiland fra Elfsborg til FC København for at tage kampen op med Jesper Christiansen. Den dyst vandt svenskeren. Nu har Jesper Christiansen besluttet sig for at rejse den modsatte vej.

En af de nærmeste dage bliver det officielt, at Jesper Christiansen fortsætter på en flerårig aftale hos Elfsborg.

Klubber enige
Efter hvad Ekstra Bladet erfarer, er FC København og Elfsborg allerede kommet overens om en aftale, der udløser fem millioner kroner til de danske mestre for at slippe reservekeeperen.

En superpris for en målmand på 32 år, der trods status af tredjekeeper ved VM ikke kan sælges videre.

Før handlen falder på plads skal Jesper Christiansen have forhandlet sine personlige forhold i land. Og det kan blive en udfordring, fordi han i FC København har haft en månedsløn på den rigtige side af 300.000 kr.

En månedsløn på det niveau vil gøre ham til en af ligaens bedst betalte spillere.

– Jeg vil ikke kommentere min fremtid.

Jeg har længe vidst, at min situation i FC København er uholdbar, men jeg bruger lige nu min energi i VM-lejren, siger Jesper Christiansen til Ekstra Bladet.

Store målmandskvaler
Jesper Christiansen kommer til at træde direkte ind i startopstillingen hos Elfsborg, der gennem foråret har haft store bekymringer på målmandsposten.

Cheftræner Magnus Haglund begyndte foråret med den 34-årige australier Ante Covic, men han røg hurtigt på bænken, fordi han slet ikke præsterede, og derved røg hans plads i den australske VM-trup.

Siden fik Joakim Wulff chancen, men han holder heller ikke et niveau, der tilfredsstiller cheftræneren.

Vælter sig i penge
Elfsborg, der aktuelt er på en femteplads hele 12 point fra førstepladsen, har store sportslige ambitioner.

Klubben er tilmed en af de økonomisk bedst funderede klubber i hele Sverige.

Og lige nu bugner klubkassen af penge, efter wingen Emir Bajrami i sidste måned blev solgt til de hollandske mestre fra Twente for 30 millioner kroner.

I Elfsborg kan Jesper Christiansen formentlig se frem til at blive klubkammerat med Jon Jönsson, der er tæt på et skifte fra Brøndby til sin tidligere klub. For det var netop Elfsborg, som Jönsson kom fra, da han rejste til franske Toulouse for et par år siden.

Jeg har længe vidst, at min situation i FC København er uholdbar.