FCK Håndbold fortsætter ufortrødent

Udmeldingen om, at forretningen mindst skal gå i nul fra 2011, ændrer ikke ved driften her og nu, siger FCK Håndbolds direktør

Anja og pigerne skal ikke sælge bolden endnu, mener FCK Håndbolds direktør (Foto: AP)
Anja og pigerne skal ikke sælge bolden endnu, mener FCK Håndbolds direktør (Foto: AP)

Udefra set lignede det grangiveligt en stol, der blev sat for døren, da Parken Sport & Entertainments bestyrelse torsdag i forbindelse med sin delårsrapport bekendtgjorde, at FCK Håndbolds regnskaber som minimum skal gå i nul i 2011.

Ellers er det slut med håndbold i FCK. Men FCK Håndbolds direktør, Thomas Hylle, afviser, at der er tale om en dramatisk udvikling.

- Vi har hele tiden kæmpet med at få indtægter og udgifter til at balancere, ligesom i alle andre klubber. For mig at se ændrer det ikke så meget, at der nu er sat en dato på, hvornår det skal lykkes, siger Thomas Hylle.

Han kan ikke fortælle, hvor tæt man er på at nå målet lige nu. Men han erkender, at udgiftsniveauet nok bliver mindre den kommende sæson.

- Vi sætter tæring efter næring, som vi skal, og det er jo ikke blevet lettere. Sponsoraterne er ikke nemmere at tegne, og derfor må vi forvente, at vi skal budgettere noget forsigtigere næste sæson, siger Hylle, som dog ikke vil slække på ambitionsniveauet.

Han og klubben har fortsat ambitioner om at vinde DM-titler på herre- og kvindesiden og om at spille med i de europæiske turneringer.

En ubekendt i forhold til fremtiden er den planlagte multihal ved Parken, som indtil videre er blevet sat på standby to gange. Til næste forår tages formentlig en endelig beslutning om hallens skæbne. Thomas Hylle kan dog ikke sige, hvad halprojektet betyder i kroner og ører for håndboldforretningen.

- Hallen er jo ikke bygget endnu, så det har vi ikke taget stilling til. Vi forventer da flere tilskuere, helt klart, og vi tror på, at den ny hal kan genere flere penge. Men vi vil også meget gerne bare have en ny hal at spille i, siger Hylle.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere