Kommentar: Vind eller   ..., Ståle

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, mener at det er uhensigtsmæssigt for FCK, at Ståle Solbakken ikke stopper med det samme

FCK får vanskeligt ved at forberede sig på fremtiden efter Ståle ved at han bliver så længe, mener Ekstra Bladets sportschef (Foto: Lars Poulsen)
FCK får vanskeligt ved at forberede sig på fremtiden efter Ståle ved at han bliver så længe, mener Ekstra Bladets sportschef (Foto: Lars Poulsen)
JAMEN, VI SKAL NATURLIGVIS ikke være smålige, så en kjempestor gratulasjon til nordmændene med valget af Ståle Solbakken som landstræner –  når nu de ikke ville gi’ Drillo en livstidskontrakt   …

FINT FOR NORGE -   OG et skulderklap til Ståle, men det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvor fedt er det for FCK, at have en træner, alle ved er på vej væk? Også selv om tidshorisonten er til den lange side.

DET ER SOM udgangspunkt noget ged –  og det er lige så let at finde begrundelserne, som det er at støde på en irriterende norsk tv-kommentator:

•1) Respekten for Ståle og holdånden risikerer lige så stille at sive fra truppen.

•2) De spillere, der ikke får den spilletid, de håber på, vil nemmere kunne gå ud og kritisere trænerens dispositioner.

•3) Kontinuiteten i udvikling, spillersalg og -indkøb risikerer at gå fløjten. Hvilke typer skal den nye træner bruge, hvem skal man satse på, og hvem skal væk. Mange spørgsmål, men svarene risikerer at svæve i vinden, inden den nye træner er fundet –  også selv om FCK har en solid sportschef i Carsten V. Jensen.

•4) Ståle Solbakkens engagement og vilje til at udvikle holdet kan også stille og roligt forsvinde.

UMIDDELBART ER DER ingen grund til at beklikke Ståles vilje, evner og tro på, at det ikke vil få nogen indflydelse på trænergerningen i FCK. Han er en markant lederskikkelse, ærgerrig og fyldt med så meget faglig stolthed, at han vil arbejde benhårdt for at skyde den mindste kritik i sænk.

SAMTIDIG VIRKER FC København som en klub, der kan tage højde for disse norske faldgruber, men det kræver resultater. Gode resultater –  og som holdet spiller i øjeblikket, så kan både mesterskab og Europa Cup-succes ende på bunden af en flaske Linje Akvavit   …

MED ANDRE ORD, SÅ har klubben og Ståle Solbakken klasket en skydeskive op på størrelse med Don Ø’s ego.

Det er stort set vind eller forsvind for Ståle Solbakken. Alle dispositioner vil blive målt i forhold til beslutningen om det fortsatte engagement i FCK samtidig med fremtidsplanerne som norsk landstræner.

DERFOR ER DET Solbakkens stolthed –  og resultaterne på banen, der afgør, om Norge skal vente helt til 2012 med at få deres drømmetræner.

Det bliver 20 måneder med evig eksamen for FCK og Ståle Solbakken.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere