Laursen tvivlsom til Valencia-kamp

Den store midtstopper i FCK-forsvaret bliver næppe klar til UEFA Cup-kampen mod spanske Valencia

Ulrik Laursen måtte se kampen mod Vejle fra bænken. (Foto: Lars Poulsen)
Ulrik Laursen måtte se kampen mod Vejle fra bænken. (Foto: Lars Poulsen)

Han var egentlig i startopstillingen til FCK's møde med Vejle. Men allerede under opvarmningen gik det galt for Ulrik Laursen, der måtte forlade banen igen inden dommeren overhovedet have fløjtet op.

- Jeg havde lidt med venstre inderlår, så jeg ville ikke tage nogen chancer - jeg ville ikke satse. Det kunne have endt med en fibersprængning, men den blev taget i opløbet, siger han.

- Jeg følte ikke noget, da jeg gik ud til opvarmningen, men det gjorde jeg hurtigt, og så var der ikke andet at gøre end at gå ind igen. Der er ingen grund til at spille helt, og så være ude i fire uger bagefter, siger den 32-årige forsvarsklippe.

Han tilskriver problemerne med låret et hårdt program kombineret med sin ikke alt for nye fødselsattest.

En del af det hårde program er også de europæiske kampe, og der skal FCK i kamp igen på torsdag, og det bliver næppe med den lange fynbo i forsvaret.

- Mærker jeg det samme på torsdag i Valencia, så spiller jeg ikke, siger han selv, mens træner Ståle Solbakken er mere dyster:

- Jeg tror, det bliver svært for ham at nå at blive klar til Valencia-kampen. Vi tager ingen chancer. Det skal være 110 procent i orden, hvis vi skal bruge ham.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere