Tyrkisk topklub vil have Cornelius

Besiktas er interesseret i Superligaens topscorer.

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)

Superligaens topscorer Andreas Cornelius er allerede et varmt navn i det store Europa. Flere klubber har i løbet af sæsonen holdt øje med den danske landsholdsangriber, og nu kommer de første meldinger om konkrete bejlere.

Ifølge det tyrkiske medie totemspor.com er Andreas Cornelius således på ønskelisten i den tyrkiske storklub Besiktas. Andreas Cornelius skulle være et varmt navn i klubben, hvor han også bliver sammenlignet med Nicklas Bendtner.

Prisen kan dog blive det store problem for Besiktas. Ifølge det tyrkiske medie er klubben klar til at betale syv millioner euro for danskeren, men det er langt fra sikkert, at FC København er parat til at takke ja til et sådan tilbud.

Desuden virker det usandsynligt, at Andreas Cornelius har tænkt sig at fortsætte karrieren i tyrkisk fodbold. Besiktas blev ganske vist nummer tre i den tyrkiske liga i denne sæson, men Cornelius har det godt i FCK, hvor han desuden har udsigt til at spille Champions League-fodbold i den kommede sæson.

Andreas Cornelius har tilmed kun spillet en enkelt hel sæson i FC København, og det ligger i kortene, at angriberen tager endnu en sæson på dansk grund. Cornelius har kontrakt med FCK frem til somemren 2016.

0 kommentarer
Vis kommentarer