Sölvi Ottesen færdig med Danmark

Sölvi Ottesen forlænger ikke kontrakten med FC København, og da hans forskerordning udløber, ønsker han ikke at komme til en anden dansk klub

(Foto: Thomas Sjørup)
(Foto: Thomas Sjørup)

Den 29-årige islænding Sölvi Ottesen vil fra næste sæson ikke længere tackle, heade og sparke i Superligaen. Han siger farvel til FC København, når han og holdkammeraterne tager på ferie på fredag, og derefter er fremtiden helt åben for midterforsvareren.

Ottesen har været fem år i Danmark, og han har derfor ikke længere mulighed for at få den favorable skattefordel ved at være på forskerordning. Det er én af grundene til, at han nu siger farvel til dansk fodbold.

- Jeg forlænger ikke med FC København, og man skal aldrig sige aldrig, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at jeg skifter til en anden dansk klub. Jeg er blevet mester og pokalvinder. Jeg har spillet Champions League. Jeg har opnået alt i Danmark, og så betyder det også noget, at min forskerordning løber ud, indrømmer Sölvi Ottesen overfor tipsbladet.dk.

Ottesens brud med FC København kommer ikke som nogen overraskelse. Han kom til klubben som én af Superligaens største profiler fra SønderjyskE. Ståle Solbakken gjorde ham hurtigt til stamspiller, og han fik også sine kampe under Roland Nilsson og Carsten V. Jensen i sidste sæson. Ariël Jacobs har imidlertid kun brugt ham i seks Superliga-kampe i denne sæson, og han kom på banen for første gang i foråret i sæsonens næstsidste kamp mod Randers, hvor det hele var afgjort.

Nu er hans danske eventyr så slut, men hvor pilen så peger hen, kan han endnu ikke svare på. Og han vil heller ikke kategorisk udelukke at tage tilbage til Sverige, hvorfra han kom, da SønderjyskE hentede ham i 2008.

- Jeg kan ikke sige noget om Sverige eller andre lande. Jeg er åben, og jeg må bare se på de tilbud, der kommer. Der er ikke noget på plads, og det er heller ikke noget, jeg tænker så meget over, siger han.

Sölvi Ottesen har spillet i alt 65 kampe for FC København i Superligaen, pokalturneringen og de europæiske turneringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer