Medie: Gammel Ståle-kending på blokken i FCK

FC København bliver sat i forbindelse med den islandske Wolverhampton-angriber Björn Bergmann Sigurdarson

Igor Vetokele viser forrygende form i øjeblikket, Cesar Santin har slået rekorden for flest scorede mål, og så er der også lige nyerhvervelserne Fanendo Adi og Marvin Pourié. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det er en angriber, FC København har stående højest på ønskelisten forud for januars transfervindue.

En enkelt angriber står der dog ikke desto mindre, hvis man skal tro det islandske medie fotbolti.net. Ifølge sitets oplysninger viser de danske mestre interesse for den 22-årige angriber Björn Bergmann Sigurdarson, der er på lønningslisten i Ståle Solbakkens tidligere klub Wolverhampton, som høster en tilværelse i Englands tredjebedste række. Det var den nuværende FCK-træner, der i sin tid hentede angriberen til England.

Sigudarson har spillet 52 kampe og scoret syv mål for Wolves, men i denne sæson er det hverken blevet til ret mange mål eller ret meget spilletid for islændingen, der dermed godt kunne blive afskibet i januars transfervindue. Spørgsmålet er så, om det bliver til FC København, der ifølge det islandske medie har uformelle drøftelser med Wolverhampton angående Sigurdarson. Også klubber fra Norge, Sverige, Belgien og Holland viser angiveligt interesse for islændingen, der står noteret for en enkelt landskamp.

FC København indgik så sent som i sommer en handel med Wolverhampton, da danskerne lejede forsvarsspilleren Georg Margreitter.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere