FCK-knivoffer afviser italiensk vås

Kristoffer Østergaard blev onsdag stukket ned i Torino - ifølge en italiensk avis kunne det være af andre FCK'ere, men det kan han simpelthen ikke selv forestille sig

Kristoffer Østergaards ryg efter overfaldet (Privatfoto)
Kristoffer Østergaards ryg efter overfaldet (Privatfoto)

Den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport skriver fredag, at det ikke var Juventus-fans, men derimod FCK-fans, der stod bag det knivstikkeri, som sårede to danske FCK-fans på en lille café i Torino forud for klubbens Champions League-opgør mod Juventus.

Avisen skriver yderligere, at de oplysninger blev bekræftet af de danske politifolk, som rejste med FCK-fansene til Norditalien. 

Men Kristoffer Østergaard, der var en af de personer, der blev ramt af kniven, har ikke noget til overs for den italienske avis skriverier. I en mail til Ekstra Bladet forklarer han, at det er noget værre vås, og at han mere tror på, hvad italiensk politi også gættede på, nemlig at de var uheldige.

Se også: Avis: Var knivoverfald internt FCK-opgør?

- Jeg kan se, at La Gazetta skriver, vi var fulde, hvilket vi ikke var - klokken var 10:00 om morgenen, og for mit vedkommende må personalet, på det hotel jeg boede på, kunne bekræfte dette og måske endda have video overvågning af mig, hvor jeg spiser brunch og efterfølgende forlader hotellet for at finde andet sted og spise brunch.

- Personligt tror jeg mere på den version, politiet kom med dernede, at vi var i forkert område på forkert tidspunkt, og det ikke var fodbold relateret, men da jeg ikke har nogen beviser eller lignende, kan man jo sagtens gætte sig til 1000 forskellige vinkler på sagen. Dog vil jeg slet acceptere, at vi skulle have været fulde allerede kl 10:00 om morgenen.

Se også: Politiet afviser indblanding i overfaldshistorie

Kristoffer Østergaard er selvfølgelig stadig påvirket af overfaldet og håber, at det hele snart kan gå i glemmebogen. Søndag glæder han sig til, at der igen kan komme fokus på fodbold, når Brøndby og FCK spiller derby.

Og hvis der er nogle, der mener, at det har været et opgør mellem danskere, så står Kristoffer da også til rådighed for politiet.

- Jeg forventer dog at blive kontaktet af politiet, hvis de mener, at det er dansker. Så må de jo have beviser, der kan modbevise det, som det danske og italienske politi fortalte os dernede om morgenen.

Se også: FCK-fans stukket ned i Torino

Overfor Ekstra Bladet afkræfter dansk politi, at man har været indblandet i efterforskningen - og at have udtalt sig til italienske medier, der har bragt historien om, at dansk politi har forklaret, at der var tale om et rent dansk opgør.

- Vi har assisteret de danske fans og de italienske myndigheder, som vi ofte gør, når der er store fodboldkampe. Men jeg har ikke noget kendskab til hverken motiv, årsag eller eventuelle gerningsmænd i denne sag, lyder det fra politikommissær John Lorentzen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere