OB kan hente Mos til spotpris

Med ni mål i 14 kampe ser Mostafa Abdellaoue ud til at være bomber-arvtageren efter Utaka

Mostafa Abdellaoue nåede blot fire mål i sine 19 kampe for FC København. Effektiviteten er en helt anden hos OB, hvor det i 14 kampe er blevet til ni mål - seks af dem i Superligaen (Foto: Jens Dresling)
Mostafa Abdellaoue nåede blot fire mål i sine 19 kampe for FC København. Effektiviteten er en helt anden hos OB, hvor det i 14 kampe er blevet til ni mål - seks af dem i Superligaen (Foto: Jens Dresling)

Hvis OB til sommer ønsker at veksle lejeaftalen med Mostafa Abdellaoue til en permanent overgang, så kan klubben gøre det for småpenge.

Ekstra Bladet erfarer fra centrale kilder i OB, at der ligger en frikøbsklausul på den norske angriber tæt på to mio. kr. Det betyder, at FCK er indstillet på at slippe den norske angriber væsentligt billigere end de 6,5 mio. kr. løverne betalte i Vålerenga.

- Vi er ikke så langt, at vi allerede nu overvejer, at gøre aftalen med Mostafa Abdellaoue permanent, siger OB's sportschef Jesper Hansen til Ekstra Bladet.

Se også: Officielt: Gang i svingdøren i OB

- Der er nogle betingelser i lejeaftalen, og så er der også andre parter end FC København og OB involveret, siger Jesper Hansen.

Ordene gør det klart, at OB ikke har aftalt lønbetingelser med sin topscorer, da lejeaftalen blev indgået. Og det gør snakken om Mostafa Abdellaoue i OB på en længere aftale til et spørgsmål om nordmanden er så forhippet på at følge op på sin succes i OB, at han vil acceptere en lønnedgang.

- Det er min agent, der tager sig af forhandlingerne, men jeg mener, at der er en klausul, siger Mostafa Abdellaoue til Ekstra Bladet.

Se også: FCK-flop: Nu kommer målene!

Det spiller ind i OB's overvejelser omkring FCK-bomberen, at Bashkim Kadrii efter planen vender tilbage fra sin korsbåndsskade efter vinterpausen.

– Først og fremmest har jeg succes i OB, fordi jeg får noget tillid fra træneren her. Det betyder meget for min selvtillid. Men så bliver jeg også spillet på mine styrker, som er at tage løbene i bagrummet. Det har været en grei start, sagde den dobbelte målscorer efter sejren over AGF.

– Var du ikke dømt til at mislykkes i FCK så?

– Narj... Nu kommer FCK jo også frem til en masse indlæg, og der er jeg ret god til at komme rundt om forsvaret og prikke den ind, mente Mos.

OB-AGF 4-1: Se fynsk pragtpræstation

– Jeg har ikke hørt noget fra hverken FC København eller OB, men jeg lægger ikke skjul på, at jeg gerne vil udvikle mig mest muligt, og jeg trives godt i OB, sagde OB’s dobbelte målscorer, der med målet til 4-1 leverede en af sæsonens flotteste mål, da OB syede sig gennem AGF-forsvaret med omkring ti førstegangsafleveringer.

Mostafa Abdellaoue skiftede til FC København fra Vålerenga for 6,5 mio. kr. for snart to år siden. Regnskabsteknisk vil tabet på Mos ligge under en mio. kr., hvis OB til den tid benytter sig af sin klausul.

0 kommentarer
Vis kommentarer