Udlandet trækker i FCK-slider

Både Thomas Kristensen og Lars Jacobsen har kontraktudløb i FCK til sommer - ingen af dem har fremtiden på plads endnu

Thomas Kristensen har siden 2008 spillet omkring 140 kampe for FCK. Til sommer udløber hans kontrakt. (Foto: Jens Dresling)
Thomas Kristensen har siden 2008 spillet omkring 140 kampe for FCK. Til sommer udløber hans kontrakt. (Foto: Jens Dresling)

Både Thomas Kristensen, Cristian Bolanos og Lars Jacobsen har til sommer kontraktudløb i FC København, men der hører lighederne også op.

For hvor Bolanos har fået besked på, at FCK ikke vil forlænge hans kontrakt, har de to andre fortsat ikke fremtiden på plads. Forskellen i alder på Thomas Kristensen (30) og Lars Jacobsen (34) gør, at de har hver deres indgangsvinkel til fodboldfremtiden.

- Det hele har handlet om, at vi skulle slutte godt af, så det er ikke rigtig noget, jeg har tænkt over. Men selvfølgelig er det en uafklaret situation, siger Thomas Kristensen.

- Jeg er åben for begge dele, både at lade min kontrakt løbe ud og finde noget andet, eller forlænge med FCK. Der er flere muligheder. Men hvilken, der er den rigtige, det må tiden vise, siger midtbanespilleren.

Vil gerne prøve udlandet
Kristensen kan allerede fra nytår tale med andre klubber, hvis der kommer interessante tilbud.

- Det er korrekt. Men igen er det ikke noget, jeg har brugt meget tid på at overveje. Måske kommer jeg til at tænke lidt mere på det i ferien. Hvis det helt rigtige tilbud kommer i vinterpausen, så tror jeg da, jeg ville være åben for det. Også på grund af min alder.

- Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig at komme til udlandet. Mens jeg stadig har alderen, og så længe mine børn ikke er startet i skole. De er et og fire år. Havde de været 7-8 år, havde det været anderledes. Men timingen skal være rigtig. Jeg kan også sagtens se mig forlænge med FCK, hvis begge parter var interesseret, siger 'TK', der har kunnet se sin rolle ændre sig hen over årene, siden han kom til FCK fra FC Nordsjælland i 2008.

- Jeg spillede meget i starten, da jeg kom til klubben, så var der en lang periode, hvor jeg ikke spillede så meget, og så spillede jeg rigtig meget under Ariël. I den sidste halvsæson har jeg været tredjevalg på midtbanen og har spillet en del - men jeg har været reserve for Claudemir og Delaney, og det er selvfølgelig ikke sjovt. Men sådan er gamet. Man bliver aldrig tilfreds med at være reserve, og så er det næsten lige meget, hvor gode ens medspillere er, siger midtbanespilleren, der har syv landskampe for Danmark.

Lars J: Ingen panik
Lars Jacobsen har allerede haft en snak med klubledelsen om en forlængelse, men intet er endnu skrevet under eller aftalt.

- Jeg tager det meget stille og roligt, der er ikke noget panik for mit vedkommende. Skulle det blive til en forlængelse, hvilket det godt kunne gå hen og blive, så tager vi det stille og roligt. Vi har selvfølgelig snakket sammen allerede. Min situation er måske lidt anderledes end så mange andres i og med, at jeg er 34.

- Hvis man ikke kan blive enige om noget, eller ikke får et tilbud, så er man nødt til at fortsætte et andet sted - hvis man gerne vil fortsætte med at spille fodbold. Man skal aldrig sige aldrig. Men lad os nu se. Jeg kommer ikke til at bryde min hjerne med det i ferien. Det kommer vi nok til at tage i løbet af foråret. Jeg har prøvet det her så mange gange, så det rigtige skal nok komme, det er jeg ikke i tvivl om. Og hvis ikke, så må vi se. Det handler også om, hvordan mine ben og min lyst har det til sommer.

Og FCK er ikke bange for, at du lige pludselig skifter til Brøndby eller AGF?

- Nej, det er de nok ikke, griner FCK-anføreren.

0 kommentarer
Vis kommentarer