FCK's nye plan: Mere magt til Ståle

Københavnerne forfremmer Ståle Solbakken, men afviser, at det er lig med en degradering af sportschef Carsten V. Jensen

Ståle Solbakken får større formel indflydelse hos FCK. (Foto: Claus Bonnerup)
Ståle Solbakken får større formel indflydelse hos FCK. (Foto: Claus Bonnerup)

Mere magt til Ståle.

Sådan lyder opskriften på mere succes i FC København.

Dagen efter, at de danske mestre lod vide, at man er klar til at øge investeringerne i truppen med en tredjedel - og opgradere tilskuer-oplevelsen i Parken med wifi til alle - løfter man nu sløret for en markant ændring i klubbens sportslige struktur.

Se også: FCK klar med ny million-strategi

Den handler i korte træk om, at cheftræner Ståle Solbakken fremover sidestilles med sportschef Carsten V. Jensen, og dermed får væsentlig mere indflydelse på blandt andet indkøb af nye spillere. Samtidig rykker direktionen med Anders Hørsholt i spidsen tættere på den sportslige ledelse.

Umiddelbart ligner det en degradering af 'CV', men den tanke skyder han selv ned overfor FCK's hjemmeside.

Se også: Vi fik trøjerne alle ville ha' - nu sælger vi dem!

- Samarbejdet mellem Ståle og mig har altid været stærkt, så at det bliver formalisteret nu er fint for mig. Vi har arbejdet og vokset sammen siden 2006, og han kan jo alligevel ikke lade være med at blande sig i det hele, siger sportschefen.

Ifølge Ståle Solbakken er der kun fordele ved den nye struktur.

- Jeg ser det, som jeg altid har set det i FCK. Nu er det så formaliseret. Jeg har aldrig været i FCK, uden at jeg har følt, at jeg har været meget tæt på Anders. Det afgørende er, synes jeg, at Anders rykker tættere på CV og jeg. Det gør, at der bliver mere dialog end rapportering og konstatering. Vi kommer nu tættere på chefen i hverdagen. Den direkte kontakt gør forhåbentlig, at vi sammen kan eksekvere hurtigere. Jeg kan godt lide handling. Dette forstærker vores evne til at handle, konstaterer nordmanden.

Se også: Graulund: Dem her skal FCK købe

FC København har også besluttet at hente en udviklingschef, der skal styrke indsatsen omkring rekrutteringen af nye talenter.

0 kommentarer
Vis kommentarer