Anonym velgører: Derfor 'købte' jeg Ronaldo

- Hver gang, jeg kigger på min væg og ser trøjerne, vil de minde mig om, at det giver mening at gøre noget for andre, siger manden, der købte Real Madrid-trøjerne med Ronaldos og Gareth Bales autografer for sammenlagt 43.000

43.000 kroner til Ekstra Bladets og Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling indbragte de signerede Real Madrid-trøjer. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto)
43.000 kroner til Ekstra Bladets og Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling indbragte de signerede Real Madrid-trøjer. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto)

33.000 kroner for Ronaldos autograf på en Real Madrid-trøje og 10.000 kroner for Gareth Bales signatur på en tilsvarende trøje.

Så højt røg hammerslaget op, da Ekstra Bladets og Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling bortauktionerede de to verdensstjerners signerede trøjer på en auktion, der sluttede mandag aften.

Det var den samme person, der købte de to trøjer, som nu skal op at hænge på hans kontor. Køberen, der ønsker at være anonym for den store offentlighed, indvilger i at fortælle, at han er en mandlig advokat fra København.

- Jeg har slet ikke deltaget i denne auktion for at blive klappet på skulderen af nogen som helst. Derfor ønsker jeg heller ikke mit navn eller billede frem.

- Hvorfor købte du trøjerne?

- De senere år har jeg hvert år støttet forskellige projekter eller organisationer, som havde brug for en hjælpende hånd rent økonomisk.

- Da jeg så trøjeauktionen på eb.dk, blev jeg opmærksom på, at der er mange dårligt stillede danske familier, som jeg med mit beskedne bidrag og alle de andre, der støtter op, kan hjælpe med at få en forhåbentlig god jul.

TV: Ronaldo med ny CL-rekord efter 2-0-scoring

- Trøjerne kan du kalde en slags bonus, for jeg ville have støttet et velgørende formål under alle omstændigheder, men det var trøjeauktionen, der gjorde mig opmærksom på netop dette formål.

- Hvor skal de indrammede trøjer hænge?

- De skal hænge på mit kontor. Hver gang, jeg kigger på min væg, vil de minde mig om, at det giver mening at gøre noget for andre, siger den anonyme, københavnske advokat, der er blevet 43.000 kroner fattigere, to orange trøjer rigere - og som med sine midler har hjulpet næsten 30 dårligt stillede danske børnefamilier med at kunne holde en god jul.

0 kommentarer
Vis kommentarer