Cesar Santin er for længst smuttet til APOEL Nicosia, Marvin Pourié er blevet lejet ud til Zulte Waregem, og en af de nærmeste dage lander Abderrazaq Hamed-Allah i den danske hovedstad som afløser. Det er sådan, de fleste regner med, at FC Københavns angrebskabale skal gå op i dette transfervindue.
Nu er en hidtil ukendt faktor dog dukket op i ligningen. En faktor, der kan vende op og ned på det hele.
Tuttomercatoweb skriver tirsdag middag, at FC København bejler til den 25-årige angriber Jose Ariel Nunez, der har otte landskampe for Paraguay på CV'et. Også Serie A-klubberne Udinese og Sampdoria skulle være med i kapløbet.
FCK henter argentinsk midtbanespillerJose Ariel Nunez er til dagligt på lønningslisten i Libertad i hjemlandet, men i hele denne sæson har han været lejet ud til spanske Osasuna. Her blev angriberen dog aldrig nogen succes. Blot seks kampe opnåede han i Primera Division hvoraf fire var fra start. Det blev ikke til nogen scoringer i Osasuna-trøjen, men Nunez har flere gange i karrieren vist, at han er en mand med mål i støvlerne. Det er blandt andet blevet til to mål for Paraguays landshold.
Nu kan han måske blive FC Københavns andet sydamerikanske indkøb denne vinter - i forvejen har løverne sikret sig argentinske Franco Mussis.