TV: Ståle: Det går den rigtige vej

Sæsonen har været tung, men efter sejren over Sønderjyske tør FCK-lejren tro på bedre tider

FCK-træner Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen)
FCK-træner Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen)

Søndagens 2-0-sejr over Sønderjyske var blot FC Københavns anden gevinst i dette superligaforår, men den solide præstation mod de nedrykningstruede gæster viser, at danmarksmestrene er på ret kurs.

Sådan lyder vurderingen fra træner Ståle Solbakken, der mener, at hans mandskab viser fremgang uge for uge.

- I dag var et fremskridt, ligesom præstationen i Aalborg i sidste uge var et fremskridt. Egentlig synes jeg kun, at det er kampene mod FC Midtjylland og Randers, der har været helt forfærdelige. De var grusomme.

- Vi spiller hurtigere nu, og flere spillere har en hurtigere boldomgang, hvilket betyder, at vi skaber flere chancer, siger Ståle Solbakken.

Han havde set sit hold score to gange i den første halve time mod Sønderjyske, og derfra var kampen i praksis afgjort.

- Vi var gode frem til 2-0, og så lukkede vi dem lidt ind i de sidste 10-15 minutter af første halvleg. I anden halvleg kontrollerede vi det stort set, konkluderer en tilfreds FC København-træner.

Kampens første målscorer, Daniel Braaten, hæfter sig mest ved, at FCK denne gang fik tre point ud af anstrengelserne.

- I fodbold handler det meget om marginaler, og jeg føler egentlig, at vi har spillet okay fodbold længe. Men vi har ikke fået omsat chancerne til mål, og så står man med ingenting, siger Daniel Braaten.

- Man skal virkelig kæmpe for hver sejr, og vi vil gerne holde afstanden til holdene under os. Vi var meget opsatte på at få en god start, og vi spillede stærkt i den første halve time. Vi spillede en god kamp, lyder det fra nordmanden.

Se FCK's mål her:

TV: FCK-SønderjyskE 2-0: Se målene

Næste gang, FC København skal i aktion, bliver på torsdag, hvor holdet spiller den anden pokalsemifinale mod FC Nordsjælland.

0 kommentarer
Vis kommentarer