TV: Cornelius banker liv i CL-håbet

Trist og chancefattig kamp i Slagelse endte med københavnsk 1-0-sejr over FC Vestsjælland

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

SLAGELSE (Ekstra Bladet): FC København spillede sig Skærtorsdag - om ikke andet midlertidigt, indtil FC Midtjylland Langfredag har mødt AGF - op på Superligaens delte andenplads. Det skete med en smal 1-0-sejr i Slagelse over FC Vestsjællands oprykkere.

Med sit første mål i næsten en måned siden kongescoringen i Parken mod Randers var det Andreas Cornelius, der fik netmaskerne til at blafre for eneste gang i det jævnt triste opgør, der blev afviklet i noget nær storm, regn og rusk på det åbne stadion i Slagelse.

Scoringen blev sat ind på et umiddelbart noget hårdt dømt straffespark. Den tidligere FCK’er Morten Bertolt smed bolden væk omkring midterlinjen i en upresset situation. Så gik det stærkt ned mod FCV-målet, som Rurik Gislason sprintede imod med bolden klæbende til de rappe, islandske fødder.

Se også: Solbakken kritiserer Cornelius

Gislason lavede et par skarpe træk i feltet, hvorefter det var en smagssag - eller nok snarere et spørgsmål om klubsympatier - hvorvidt islændingens ben ramte Michael Christensens ben eller omvendt. Dommer Dennis Mogensen pegede dog resolut på pletten og Andreas Cornelius var ligeså resolut fra 11-meterpletten, da han placerede bolden nogenlunde midt i målet bag Thomas Mikkelsen.

Se Cornelius bringe FCK foran:

TV: Cornelius bringer FCK foran på straffe

Bedste vestsjællandske forsøg i første halvleg stod Henrik Madsen for, men de rødblusede anførers forsøg fra distancen efter et kvarters spil manglede lige det sidste for at overliste Johan Wiland i FCK-buret.

Indskiftede Thiago Pinto Borges fik alle tiders mulighed for at sparke et point hjem til Slagelse-mandskabet, men friløberen tre minutter før slutfløjtet efter en håbløs tilbagelægning af østrigske Georg Margreiter løb ud i sandet.

For første gang siden anden forårsspillerunde i Aarhus gav Ståle Solbakken en startplads til FCK-anfører Lars Jacobsen, som leverede en glimrende indsats på højrebacken, hvorfra han kom til flere gode indlæg, som dog aldrig blev rigtig farlige, fordi primært matchvinder Cornelius fortsat mangler at vise det killerinstinkt, der gjorde ham til Superligaens mest omtalte spiller for blot 12-14 måneder siden.

Se også: 'Vi har kun parkeret bussen en gang'

Boldbesiddelses-procenten vidnede om, at FC København havde bolden i omkring to tredjedele af de 90 minutter. Ren Barcelona-kunne man sige, men det var så også cirka det eneste Barca-inspirerede over et dansk mesterhold, der for tiden spiller langsomt og idéforladt.

Med sejren er FC København a’ point med FC Midtjylland, inden Herning-mandskabet Langfredag møder AGF i Aarhus, mens FC Vestsjælland bliver på niendepladsen, to point bedre end Viborg på den øverste af de to nedrykningspladser.



27. spillerunde i Superligaen:

Viborg-AaB 0-2 (0-0)
0-1 Jakob Ahlmann (49. minut). 0-2 Jacob Egeris (60. minut/selvmål)
Udvisning: Wilton Figueiredo, Viborg (26.)
Tilskuere: 6.803

OB-FC Nordsjælland 0-1 (0-1)
0-1 Joshua John (10. minut)
Udvisning: Anders Møller Christensen, OB (50.)
Tilskuere: 7.475

Esbjerg-Randers FC 2-2 (2-1)
1-0 Michael Jakobsen (13. minut). 1-1 Christian Keller (24. minut). 2-1 Hans Henrik Andreasen (26. minut). 2-2 Ronnie Schwartz (51. minut)
Tilskuere: 6.334

FC Vestsjælland-FC København 0-1 (0-1)
0-1 Andreas Cornelius (40. minut/str.)
Tilskuere: 4.456

Brøndby-SønderjyskE 3-1 (0-0)
1-0 Simon Makienok (54. minut), 2-0 Simon Makienok (58. minut), 2-1 Rubin Okotie (69. minut), 3-1 Ferhan Hasani (88. minut)
Tilskuere: 13.072

AGF-FC Midtjylland 0-4 (0-2)
0-1 Petter Andersson (26. minut). 0-2 Petter Andersson (35. minut). 0-3 Pione Sisto (76. minut). 0-4 André Rømer (88. minut)
Tilskuere: 5.932

28. spillerunde i Superligaen:

FC Vestsjælland-OB søndag kl. 15

AaB-Randers søndag kl. 17

SønderjyskE-FC Nordsjælland mandag kl. 13

FC Midtjylland-Viborg mandag kl. 15

AGF-Brøndby mandag kl. 17

FC København-Esbjerg mandag kl. 19

0 kommentarer
Vis kommentarer