'Kun benbrud kan forhindre Cornelius-handel'

Ståle Solbakken er så sikker på, at købet af Andreas Cornelius kommer i hus, at kun lægelige årsager kan forhindre giganttransferen

Alt er på plads og kun en voldsom skade inden fredag ved midnatstid kan forhindre et Cornelius-skifte til FCK, vurderer Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen).
Alt er på plads og kun en voldsom skade inden fredag ved midnatstid kan forhindre et Cornelius-skifte til FCK, vurderer Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen).

De solgte ham for mere end 70 mio. kroner i juni sidste år. Nu er FC København meget tæt på at hente Andreas Cornelius hjem fra Cardiff for 'foræringsprisen' 27 mio. kroner.

Endnu er kontrakten med de danske mestre ikke underskrevet, men det bliver ikke bøvl med, hvem der skal have hvor mange penge, som kommer til at stikke en eventuel kæp i hjulet på Superligahistoriens største spillerindkøb.

Det fastslår Ståle Solbakken over for Ekstra Bladet godt et døgn før, transfervinduet smækker i.

Se også: Cornelius-dom: Derfor fejlede han i Cardiff

- Hvis ikke han har brækket benene, så er den hjemme.

- Hvad resterer?

- Alt er klart, men når det er sagt, er ingen overgang klar, før spilleren har skrevet under og været igennem lægetjekket. Vi håber, det er en form sag og at han er helt klar. Og vi har ingen grund til at tro noget andet, for han har jo spillet kampe på det sidste, mindede Solbakken om.

Tilgangen af Andreas Cornelius har været et kardinalpunkt for Ståle Solbakken, siden han fik comeback som FCK-træner i slutningen af august sidste år. Der skulle ganske enkelt ske noget rent kvalitetsmæssigt, hvad angik målscorertyper i den forreste linje.

Se også: FCK opruster: Gang i svingdøren

- Jeg havde ikke været længe i klubben, før Carsten V. Jensen og jeg var enige om, at vi skulle hente en forward til.

- Nu har vi i denne vinters transfervindue fået trimmet truppen, og samtidig har vi - hvis alt går vel med Cornelius - fået en stor påfyldning af spidskompetencer, hvilket primært vil sige fysisk power.

- Havde I handlet på de samme store hylder, som I gør i dette vindue, hvis I havde ført Superligaen med 10 point i stedet for at være seks point efter FC Midtjylland?

- Det har intet med hinanden at gøre, så ja, det havde vi.

0 kommentarer
Vis kommentarer