Ekspert om FCK-fyring: Dramatisk men naturligt

Det var bare et spørgsmål om tid, for Carsten V. Jensen har ikke haft den heldigste hånd, mener DR's fodboldekspert Jan Kalborg

Fyringen af Carsten V. Jensen kom ikke som den store overraskelse for DR's fodboldekspert Jan Kalborg. (Foto: DR)
Fyringen af Carsten V. Jensen kom ikke som den store overraskelse for DR's fodboldekspert Jan Kalborg. (Foto: DR)

For DR’s fodboldekspert Jan Kalborg kommer FCK’s fyring af Carsten V. Jensen ikke som den store overraskelse:

- Det er en naturlig udvikling, specielt efter at Ståle Solbakken blev sidestillet med ham. Det var klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før man så Ståle alene på tronen, siger han og kalder fyringen for ’en klar desavouering af Carsten V. Jensens arbejde’.

Se også: FCK-boss: Derfor fyrede jeg CV

- Han har ikke haft verdens heldigste hånd (med træneransættelser og spillerindkøb, red.)og var vel bedst, da han og Ståle i sin tid byggede en trup op sammen.

- Og han slap endda heldigt, da han selv overtog trænerjobbet efter roland Nilsson og ikke formåede at køre mesterskabet hjem (i 2012, red.). Det var en kæmpe fodfejl, men han er nok blevet presset til det af ledelsen. Herefter var skuffelsen udbredt i FC København, og da tilfældet var, at Ståle Solbakken blev ledig (sommer), slog man til.

- Der har været mange små ting, hvor man mellem linjerne kunne læse, at der ikke var udbredt enighed mellem de to. Der har været lidt signalforvirring, hvor det pludselig var Ståle, der udtalte sig om behovet for nye spillere til sommer. Der var det tydeligt, at Ståle havde grebet dirigentstokken, siger Jan Kalborg, der ikke føler sig sikker på, at Carsten V. Jensen var blevet fyret, hvis FCK stadig havde været med i titelræset.

Se også: FCK fyrer CV - Ståle overtager

- Var FCK kommet videre og havde spillet med om første- eller andenpladsen, havde situationen måske været en anden.

- Det er da en meget dramatisk beslutning, for han er et klubikon med masser af DNA, og han har stået foran i mange situationer. Så at man ikke giver ham en anden funktion er da dramatisk, siger Jan Kalborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer