Avis: Kæmpe klausul på ny FCK-juvel

IFK Norrköping kan potentielt tjene meget mere på Ísak Bergmann Jóhannesson, som de netop har solgt til FC København.

KEP om Isak: 'Derfor er han så farlig for modstanderne'

FC København købte kort før transfervinduets lukning det islandske kæmpetalent Ísak Bergmann Jóhannesson fra IFK Norrköping, og det var ingenlunde billigt.

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger kostede den 18-årige offensivspiller op mod 37,5 millioner danske kroner. Nu skriver den svenske avis Expressen også om et beløb i omegnen af 33-37 millioner, og de meddeler også, at IFK Norrköping også kan tjene markant mere på stortalentet.

Expressen meddeler således, at IFK Norrköping har sikret sig en videresalgsklausul på 30 procent af det beløb, der overstiger, hvad FC København købte Ísak Bergmann Jóhannesson for.

Det vil sige, at hvis FC København sælger islændingen for 100 millioner kroner, skal IFK Norrköping have 30 procent af transfersummen minus det, FC København altså betalte for ham. Det svarer til 30 procent af godt og vel 62,5 millioner kroner, hvilket ender ud i 18,75 millioner kroner.

Ísak Bergmann Jóhannesson var sidste sommer sat i forbindelse med store klubber som Juventus, Manchester United og des lignende, men han ville ikke til de klubber. Det fortalte han for nylig til Sportbladet.

- Der var mange rygter. Men jeg vidste med det samme, at jeg ikke ville skifte til Manchester United, Juventus eller en anden stor klub. Der vil jeg gerne være om ti år, når jeg er 28 år, og når jeg har nået mit topniveau, sagde han.

I FC København har han fået en femårig kontrakt.