Bendtner forsøgte at bestikke betjent med 100.000 kroner
Flere steder i sin bog, ’Begge sider’, vender Nicklas Bendtner tilbage til sit livs vel nok største skuffelse. Bruddet med faderen, Thomas Bendtner, som – føler han – har snyltet groft på hans karriere og kynisk har stukket penge til side til sig selv, ligesom han forlod Nicklas’ mor, Joan, på uværdig vis.
Flere steder skinner det igennem, hvordan bevidstheden om de karaktertræk, han deler med sin far, piner ham, og hvordan han forsøger at kæmpe imod.
’Det handler også om min far. At jeg ikke har villet ende som ham. Jeg vil ikke være ham, der lyver og snyder foran sine egne børn. Jeg er ikke that guy, selv om vi har så mange andre fællestræk. Frækheden og kvindeglæden og alt det’, skriver han et sted, før han flere gange vender tilbage til den far, han har brudt med.
Thomas Bendtner var ellers længe en vigtig aktør i hans karriere som hans fortrolige og en overgang endda hans agent.
Efter sin retssag for promillekørsel i 2013 læste Nicklas Bendtner en offentlig beklagelse forfattet af pr-rådgiver Jesper Lynghus op foran byretten, mens hans far skulle tage sig af de øvrige udtalelser.
’De er renset for loyalitet eller nuancer. Det er næsten, som om han forsøger at råbe højere end alle andre’, skriver Bendtner.
’Min far støtter ikke op, og det ville nok være nemmere at acceptere, hvis han ikke samtidig levede fedt på at have mig som søn. I det mindste burde han vise noget omsorg bagom. Min lillebror fortæller, at han går rundt på Otte Liebes Allé og omtaler mig som 'idioten'.'
Derfra blev tillidsbruddet stadig dybere, og deres forhold fryser helt i sommeren 2014, hvor Nicklas Bendtner begynder at undersøge forholdene i sit smykkefirma, Noble by Bendtner, der på det tidspunkt har eksisteret i tre år.
En designer tegner armbånd, mens hans far er direktøren, der rejser rundt for at skabe interesse. Det er mildt sagt ikke lykkedes, selv om faderen hele tiden har bedyret, at et gennembrud er lige på trapperne.
Nicklas' mor trygler ham om ikke at sætte faderen fra bestillingen, fordi forældrene har brug for indtægten, men sønnen har pumpet syv millioner i firmaet, og i første omgang lader han en veninde til sin kæreste og siden advokater kigge på forholdene. En fornærmet Thomas Bendtner forlader selv sin stilling.
Efter nytår vender advokaterne tilbage med et resultat, der viser, at ’der er blevet solgt uhyggeligt få smykker’, mens der til gengæld har været ’et stort og voksende cashflow den anden vej. Ud af firmaet’, konkluderes det om faderens udgifter til hoteller, restauranter, luksusvarer, flyrejser, ligesom han har trukket større kontantbeløb ud. Et stort syvcifret beløb har dog ikke været til at spore.
’Det er fremme i lyset nu, men det betyder ikke, at min far kommer krybende’, konstaterer Nicklas Bendtner, som håber på - men ikke regner med - en undskyldning.
Han skriver, hvordan han piner sig selv ved at tænke tilbage på episoder, hvor hans far har raget til sig. For eksempel når Nicklas forærede sin lillebror, Jannick, billetter til Arsenals kampe, så han kunne sælge dem og supplere sine lommepenge.
’Når han lavede 1000 pund, tog min far de 500 uden først at spørge om lov. Han gjorde det bare. Sådan 'tak, dem snupper jeg'-agtigt.'
Hvem finder på det? Hvem tager penge fra sine egne sønner? Jeg fatter det seriøst ikke og jeg lover mig selv, at det ikke skal gå i glemmebogen.'
I samme kapitel fortæller han, hvordan faderen kort efter også forlod hans mor.
’Snart efter opdagede min mor, at han ikke befandt sig i den livskrise, som han ellers talte højt og længe om. Han havde bare fundet sig en yngre model’, skriver han og fortæller, at hans far ved den lejlighed intet efterlod til sin hustru.
Han afbryder forbindelsen til sin far, der først længe efter pludselig ’ud af det blå’ skriver til ham fra en skiferie sammen med Jannick og fortæller, at han savner den slags ture med begge sine drenge. Om det ikke kunne være sjovt at gøre igen?
’Der er ingen fortrydelser. Han synes, vi skal slå en streg over det hele og tage på skiferie. På min regning, hvis jeg kender ham ret. Jeg svarer ham ikke.'
Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at indhente en reaktion på sønnens fremstilling fra Thomas Bendtner.
Bendtner forsøgte at bestikke betjent med 100.000 kroner
Bendtners vildeste kasse: Fik to millioner for underbukse-stunt