FC København scorer kassen på det 16-årige talent Mads Bidstrup.
Bundesliga-klubben RB Leipzig har ifølge Ekstra Bladets oplysninger betalt lige over to mio. euro (ca. 16 mio. kr.) for midtbanetalentet, der dermed bliver en af de dyreste spillere i årgang 2001 i hele verden.
Blandt 2001'ere er kun de serbiske brødre Luka og Ivan Ilic blevet handlet for flere penge. Manchester City betalte i sommer 41 mio. kr. for de to stortalenter fra Røde Stjerne Beograd.
- Her er der tale om, at der er betalt et ekstraordinært stort beløb for Mads Bidstrup.
- Det er en stor cadeau til det arbejde, der bliver lavet i talentafdelingen, som det seneste halve år har sendt spillere videre, der prismæssigt er i den absolutte top i verden i deres årgange, siger FCK-manager Ståle Solbakken, der i sommer sendte Victor Jensen, der er et år ældre end Bidstrup, til Ajax for ca. 26 mio. kr.
At FCK kan få så mange penge for talenter, der end ikke har været i nærheden af Superliga-holdet, skyldes den intense jagt, der er på spillere under 18 år.
De store europæiske klubber ønsker at få talenter, inden de fylder 18, så de kan få dem registreret som 'home grown'.
Klubberne skal nemlig leve op til et krav om, at et vist antal spillere i truppen skal være 'home grown', og derfor går benhårdt efter at få fat i talenterne, inden de fylder 18.
Mads Bidstrup er en del af en ganske talentfuld FCK-årgang, hvor flere bliver spået som kommende Superliga-spillere.
De ca. 16 mio. kr. luner godt i pengekassen og kan holde hele talentfabrikken på Frederiksberg kørende i over et år. Ud over transfersummen har FCK sikret sig en række klausuler, som kan blive udløst, hvis Bidstrup får succes i det tyske.
Han er det tredje store talent fra ungdomsafdelingen, som FC København har solgt inden for det seneste års tid. I alt har de tre spillere - Mads Bidstrup, Victor Jensen og Nikolas Nartey - indbragt københavnerne omkring 47 mio. kr.
FCK sælger kæmpe-talent for 'ekstraordinært stort beløb'
Klub bekræfter: Interesseret i vraget FCK'er
EN TIMES TV om Superliga-klubbernes transfervindue: Her bør FCK forstærke sig