Boilesens gensyn med Brøndby: 25.000 kan ikke hyle mig ud

- Jeg har ikke noget specielt forhold til Brøndby, det er i Ajax, jeg reelt har fået min fodboldopdragelse, siger FCK-spilleren Nicolai Boilesen, der spillede ungdomsfodbold på Vestegnen

Fodbold er følelser. Det blev Nicolai Boilesen bekræftet i, da han i sidste måned blev skiftet ind i pausen på Amsterdam Arena mod Ajax og pebet ud hver gang, han rørte bolden for FC København.

Efter syv år i den hollandske traditionsklub var der ingen kredit fra klubbens fans. Specielt ikke efter den afsked han tilmed havde fået fra Ajax, hvor han det sidste år totalt var frosset ud i kulden og fremstillet af klubben i medierne som egoistisk og grådig.

Mandag risikerer han samme oplevelse i New Firm-klassikeren på Brøndby Stadion, når de to rivaler tørner sammen i det første opgør i mesterskabsslutspillet.

Uanset om Nicolai Boilesen er på banen eller bænken i Brøndby, skal han ikke vente en heltemodtagelse på Vestegnen.

Skiftet sidste sommer til FC København blev ikke modtaget med kyshånd fra Brøndbys fans. De troede, han var én af deres, fordi han havde spillet ungdomsfodbold i klubben.

Nicolai Boilesen, der her ses i en duel mod Kasper Dolberg, kom ind i pausen mod Ajax og leverede en fin indsats i midterforsvaret. Han blev pebet ud på sin gamle hjemmebane. Nu kan det gentage sig mandag, når FCK spiller i Brøndby. Foto: Hollandse Hoogte
Nicolai Boilesen, der her ses i en duel mod Kasper Dolberg, kom ind i pausen mod Ajax og leverede en fin indsats i midterforsvaret. Han blev pebet ud på sin gamle hjemmebane. Nu kan det gentage sig mandag, når FCK spiller i Brøndby. Foto: Hollandse Hoogte

Brøndby lå tættest på
- Jeg har aldrig haft et specielt forhold til Brøndby. For mig er det ligesom en kamp mod FC Midtjylland. Det, der gør det specielt, er betydningen af kampen for fans og de to klubber, forklarer Nicolai Boilesen.

- Hvis du er ung og har ambitioner, er der ikke mange klubber at vælge mellem på Sjælland. På det tidspunkt var der Brøndby, FC København og Lyngby. Det blev Brøndby, jeg skiftede til, fordi det lå tættest på, hvor vi boede, siger Nicolai Boilesen, der spillede på Vestegnen, fra han var 14 til 17 år.

Han var iskold på Amsterdam Arena, hvor den massive pibekoncert slet ikke påvirkede ham. Og det bliver heller ikke tilfældet i Brøndby, hvis han kommer på banen.

- Hvis jeg kan klare 50.000, der råber af mig i Amsterdam, så er det heller ikke noget problem, hvis 25.000 skulle gøre det i Brøndby.

- Den slags gør mig ikke nervøs eller slår mig ud af kurs. Det motiverer mig bare endnu mere på banen. Folk må have lige de holdninger og meninger, de har lyst til, siger Nicolai Boilesen med et skævt smil.

Men han har dog været lidt forundret over, at fansene i Amsterdam Arena blev ved med at hyle af ham, hver gang han havde bolden i returkampen for én måned siden.

- Men efter syv år i Holland kender jeg mentaliteten. Det er på ingen måder langtidshukommelsen, der præger fansene. På baggrund af de ting, som Ajax meldte ud i forbindelse med min sidste tid i klubben, var jeg godt klar over, jeg ikke fik en heltemodtagelse.

Én blandt 1000
Som ungdomsspiller på Vestegnen nåede han aldrig ind omkring førsteholdet, før Ajax hentede ham.

- I Brøndby var jeg bare én ud af 1000. Der var ingen tradition for, at unge skulle have chancen på førsteholdet. Man skulle – groft sagt - helst være en hård knægt, mere end to meter og fysisk stærk. Sådan virkede det i hvert fald dengang, Kent Nielsen var træner i Brøndby, mener Nicolai Boilesen, der skiftede fra Brøndby i forbindelse med årsskiftet 2010.

Det pudsige er, at kort efter Boilesens farvel til Brøndby begyndte klubberne i stor stil at satse på helt unge, uprøvede spillere.

- Der skete en masse. Talenterne fik pludselig chancen i mange klubber. Det var lidt sjovt, at Lucas Andersen på 17 år pludselig løb rundt på Kent Nielsens hold i AaB, pointerer FCK-spilleren.

- I Ajax åbnede en ny verden sig for mig. Det var en ny måde at træne og tænke på. Så den udvikling, der har præget mig og gjort mig til den,  jeg er, har jeg fået i Ajax, siger Nicolai Boilesen i en stille stund i taktikrummet på FC Københavns træningsanlæg på Frederiksberg.

Ajax ydmygede Boilesen: Foretrak modstander frem for ham

Iskold Boilesen pebet ud: Fik Ajax-gave i smug

De forsvinder: Sådan bliver Ståles nye FCK