Delaney: Nu skal vi ikke gøre AGF bedre end de er

Løvernes anfører var langt fra tilfreds med uafgjort mod AGF, selvom han selv kom på måltavlen. Han peger især på defensiven som et stort problem

Thomas Delaney var både ærgerlig og frustreret, da han mødte pressen efter 2-2 kampen mod AGF. I en kamp, hvor FCK pressede århusianerne i bund, måtte københavnerne alligevel gå fra opgøret med kun et enkelt point.

- Det er en god kamp, men vi må også se i øjnene, at vi skal gøre det meget bedre. Jeg vil ikke pege fingre af nogen, men der var ingen, der strålede defensivt i dag, siger han.

Med 7 chancer til udeholdet fra AGF, har løverne stadig meget arbejde på ifølge anføreren.

- Det er sjældent, vi giver et hold så mange chancer. Jeg ser AGF som et fint hold, men nu skal vi heller ikke gøre dem bedre, end de er. Vi skal holde dem fra alle de chancer, siger han.

Se også: Nordstrand gjorde det igen! Ny saksesparksperle mod FCK

I opgøret, der endte 2-2, formåede FCK-anføreren at bringe sig selv på måltavlen.

Efter 54 minutter sendte han bolden i netmaskerne bag Steffen Rasmussen, efter et indlæg fra Augustinsson, og bragte FCK foran 2-1.

Alligevel havde han ikke mange rosende ord at sige om sin egen præstation efter kampen.

- Det var langt fra min bedste kamp, synes jeg. Men det var fint at score, sagde han.

Landsholdet er stadig en mulighed

Delaney har tidligere været udtaget til landsholdet, og forud for landsholdsudtagelsen tirsdag, er han da også stadig fortrøstningfuld i forhold til sine egne chancer.

Jeg har været med på det sidste, og jeg synes, jeg er startet fint, så jeg håber da, jeg er med igen, siger han.

48 kommentarer
Vis kommentarer