Drama i Parken - FCK-stjerne brændte straffe i kæmpe nedtur

I tillægstiden kunne Viktor Fischer havde sikret FCK uafgjort i sæsonpremieren mod Horsens, men landsholdsspilleren misbrugte sit forsøg fra ellevemeterpletten

Viktor Fischer blev den store FCK-skurk med sit brændte straffespark. Foto: Lars Poulsen
Viktor Fischer blev den store FCK-skurk med sit brændte straffespark. Foto: Lars Poulsen

PARKEN (Ekstra Bladet): Engang var Parken en fæstning for FC København, men engang er ved at være et stykke tid siden…

Hovedstadsklubben med landets suverænt største budget skuffede endnu engang sit hjemmepublikum i nationalarenaen, og fik den værst mulige start på Superliga-sæsonen.

Det skulle have været starten på noget nyt, men blev i stedet en gentagelse af noget gammelt.

FC København leverede – fraset det sidste kvarter – en skidt præstation àla efteråret 2017 og tabte 1-2 til Horsens i premieren i Parken.

Viktor Fischer havde i tillægstiden chancen for at redde FCK, men misbrugte et straffespark.

Efter en chancefattig 1. halvleg havde de østjyske gæster iskoldt slået til to gange omtrent halvvejs i 2. halvleg.

Først scorede Hallur Hansson efter passivt forsvarsspil og kort efter udnyttede Bjarke Jacobsen, at Stephan Andersen gik galt i byen ved et af Mikkel Qvists berygtede indkast.

Viktor Fischer blev den store skurk til sidst. Foto: Lars Poulsen
Viktor Fischer blev den store skurk til sidst. Foto: Lars Poulsen
 

På tribunen blev FCK-publikummet ved med at synge og anspore Ståle Solbakkens mandskab, men først i det sidste kvarter skete der for alvor noget.

Det var, som om alvoren gik op for hjemmeholdet, og FCK pressede voldsomt på. De fik reduceret fem minutter før tid ved Rasmus Falk, og det var virkelig trængselstider for Horsens.

Bolden hoppede og dansede flere gange foran målstregen, og i sidste minut fremtvang Viktor Fischer et straffespark, da Matej Delac nedlagde ham.

Fischer sparkede selv, men den kroatiske keeper gættede rigtigt og reddede i stor stil.

Nu er sæsonen kun lige gået i gang, men nederlaget må give Ståle Solbakken bekymringer, for det var reelt kun til sidst, at københavnerne formåede at sætte Horsens under et konstant tryk.

FC København havde bolden mest i kampens indledning, men svært ved at finde veje igennem den velorganiserede sorte Horsens-mur.

Robert Skov testede den tidligere Chelsea-reserve Matej Delac med et frispark efter syv minutter, men det var så også det, som de fremmødte FCK-fans fik rent offensivt i kampens indledning.

De kunne dog glæde sig over, at hjemvendte Dame N’Doye flere gange ryddede op defensivt og headede Horsens’ frygtede dødbolde ud af farezonen.

Det er dog ikke den primære grund til, at han er hentet hjem til København.

Det er for at score mål, men holdkammeraterne var ikke flinke til at fodre ham og den anden nye angriber, Kenan Kodro, med chancer.

Robert Skov var farligste FCK’er i 1. halvleg. Ud over frisparket sparkede han lige på Delaj i en situation, hvor han trak godt ind i banen, og senere forbi Horsens-målet.

Bo Henriksen havde en herlig mandag i Parken. Foto: Lars Poulsen
Bo Henriksen havde en herlig mandag i Parken. Foto: Lars Poulsen
 

De østjyske gæster satsede som altid meget på deres dødboldsstyrke, men københavnerne matchede dem godt i luften.

Derfor kom de heller ikke frem til det store i en jævnt trist 1. halvleg præget af mange tekniske fejl.

Begge hold fik dog hver en stor chance lige inden pausen. I 44. minut afsluttede Dame N’Doye et angreb, som han selv indledte.

Den senegalesiske angriber bragede bolden på overliggeren fra kanten af feltet, og Kodro headede returen over.

Minuttet efter hev Stephan Andersen en fremragende redning ud af målmandsærmet i den anden ende.

Søren Reese headede flot mod mål, men FCK-keeperen fløj ned og vippede forsøget forbi helt nede ved roden af den ene stolpe.

Ståle Solbakken sendte VM-spilleren Viktor Fischer i aktion fra 2. halvlegs start i stedet for Jan Gregus for at få mere offensivt schwung, men det var nu Horsens, der startede bedst og først var ved komme foran.

I 56. minut ramte Hallur Hansson overliggeren efter et godt fladt indlæg fra Rune Frantsen. Hansson ærgrede sig, men ikke længe.

For efter passivt FCK-forsvarsspil slog han til et par minutter senere. Mikkel Qvist lagde med brystet bolden af til ham, og med et knastørt hug fra kanten af feltet snød han både Michael Lüftner og Stephan Andersen. 1-0 til Horsens.

Dame N’Doye fik straks muligheden for at udligne, men headede i fri position Viktor Fischers indlæg forbi. FCK virkede rådvilde, og midt i halvlegen var den gal igen.

Stephan Andersen kom dårligt ud til et langt indkast fra Mikkel Qvist, og så kunne Bjarke Jacobsen med ryggen til målet heade Horsens på 2-0.  

FC København pressede på i det sidste kvarter, og Michael Lüftner var ti minutter før tid tæt på at heade spænding ind i opgøret, men på stregen fik Søren Reese akrobatisk sparket væk.

Efter et nyt Viktor Fischer-hjørnespark ramte Zeca kort efter stolpen med et hovedstød. Horsens var trykket i bund, og Rasmus Falk reducerede i 85. minut, da han headede Boilesens indlæg ind bag Delac.

Viktor Fischer fik chancen for at blive redningsmand i tillægstiden, men misbrugte fra straffesparkspletten.

Matej Delac løb med helterollen og sendte Horsens-træner Bo Henriksen ud på en ordentlig jubelsprint i Parken..

Se også: Norsk teenage-sensation jagtet vildt: Kan blive makker med Ronaldo

Der er pres på FCK-manager Ståle Solbakken efter en rædselsfuld sidste sæson, hvor hovedstadsklubben kun blev nummer fire. Foto: Jonas Olufson Sport og Spil Analyse: Sådan står FCK efter Ståles hårdeste sommer

1 af 11 Alt gik galt for de hvidblusede i Parken. Foto: Lars Poulsen.
2 af 11 Foto: Lars Poulsen
3 af 11 Foto: Lars Poulsen
4 af 11 Foto: Lars Poulsen
5 af 11 Foto: Lars Poulsen
6 af 11 Foto: Lars Poulsen
7 af 11 Foto: Lars Poulsen
8 af 11 Foto: Lars Poulsen
9 af 11 Foto: Lars Poulsen
10 af 11 Foto: Lars Poulsen
11 af 11 Viktor Fischer blev den store FCK-skurk med sit brændte straffespark. Foto: Lars Poulsen
330 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere