Efter 171 kampe for FCK: 25-årig får ingen forlængelse

FC København og Youssef Toutouh tager afsked senest til sommer. Det kan også blive denne vinter, hvis det rigtige tilbud dukker op i indbakken

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

FC København og Youssef Toutouh skilles senest til sommer, når midtbanespillerens kontrakt med de danske mestre udløber, og en skilsmisse allerede i dette transfervindue er ikke udelukket.

25-årige Youssef Toutouh kom til FC København i 2011, og han har spillet 171 kampe for løverne, men nu kan han have spillet den sidste. Efter planen skulle Toutouh allerede have været solgt i sommer, men det skete ikke. Nu er chancen der atter.

- Men det kræver, at nogle vil have ham. Der har ikke været nogle henvendelser i min indbakke, siger Ståle Solbakken.

Er det helt udelukket, at hans kontrakt bliver forlænget?

- Ja, det er helt udelukket.

Ståle Solbakken har varslet, at der kan ske afgange denne vinter, og foreløbig er Benjamin Verbic og Tom Høgli væk. Den eneste af de tilbageværende, der på nuværende tidspunkt for alvor er på affyringsrampen, er Youssef Toutouh.

- Det har hele tiden været planen, at hvis der kom en klub, så måtte vi se, om vi kunne blive enige, men jeg har ikke snakket med Youssef eller hans agent i lang tid. Vi har den aftale, at de kommer til os, når der er noget, fortæller FCK-manageren.

FC København er forsigtige med at sige farvel til spillere med tanke på, at foråret starter brat med kampe mod Brøndby IF og Atletico Madrid i henholdsvis DBU Pokalen og Europa League.

- Vi skal ikke sætte os selv skakmat. Vi har et meget hårdt program i starten med både pokal, liga og Europa League, og der skal vi have in mente, at vi må have dækning på en del pladser, siger Solbakken og tilføjer desuden, at klubben overvejer at tilknytte en ekstra højre back.

Tipsbladet.dk ville gerne have haft en kommentar fra Youssef Toutouh, men FCK-spilleren ønskede ikke at snakke med vores udsendte til løvernes første træningsdag i 2018.

Se også: Scorede legendarisk guldmål: 'Baronen' er død

51 kommentarer
Vis kommentarer