Efter nyt skræknederlag: Sætter kedelig Superliga-rekord

FC København har efter 1-4 i Herning nu i ni udekampe i træk lukket mindst tre mål ind mod samme modstander. Der er aldrig sket før i Superligaens historie

FC København satte torsdag aften en kedelig rekord, da de tabte 4-1 i Herning.

For første gang i Superligaens historie har en klub nu indkasseret minimum tre scoringer ni gange i træk mod samme modstander på udebane.

Det er FCK-tilhænger og talknuser Kristian Hougaard, der før opgøret gravede statistikken frem og lagde den på Twitter.

FCK's rædselsserie startede tilbage i maj 2017, da de som nykårede mestre kom til Herning og tabte 3-2 trods en 2-0-føring.

Det var klubbens første nederlag i Superligaen i den sæson, og det blev startskuddet på rædselsserien på den jyske hede.

Skiftende københavnske keepere er blevet skudt i sænk i Herning og har sluppet enten tre eller fire mål ind.

Den samlede målscore for de ni kampe er 31-9, så FC Midtjylland har altså scoret 3,44 mål i snit per kamp mod FCK's ene.

FC Midtjylland har i den grad krammet på FCK i Herning. Foto: Claus Bonnerup
FC Midtjylland har i den grad krammet på FCK i Herning. Foto: Claus Bonnerup

I perioden har der også været en enkelt pokalkamp.

1. november 2018 vandt FC Midtjylland 2-0, og regner man den med, er den midtjyske sejrsstime på ti kampe.

Med torsdagens storsejr blev FC Københavns lille guldhåb endegyldigt slukket. Københavnerne er 11 point efter FC Midtjylland og syv efter Brøndby.

De er à point mod AGF, som er modstanderen søndag i Aarhus.