Eksperter hudfletter Zanka for pause-kommentar

Hverken Flemming Povlsen eller Mikkel Bischoff var tilfredse med Mathias 'Zanka' Jørgensens pause-undskyldning mod Hobro, der endte med at vinde 4-2 over mestrene

Det var bestemt ikke mesterskabs-spil, FC København viste søndag eftermiddag i det nordjyske, da nedrykkerne fra Hobro udspillede de danske mestre med cifrene 4-2.

Godt nok gav Ståle Solbakken flere reserve-spillere chancen fra start, men fra sidelinjen lignede det dog et helt hold, der allerede var gået på sommerferie.

Dagens anfører, Mathias 'Zanka' Jørgensen, mente da heller ikke, at FCK'erne havde så meget mere at spille for, efter mesterskabet blev sikret i sidste runde mod FC Nordsjælland.

- Vi er der ikke helt. De får også et 'lucky punch' i starten af kampen, og så kører det for dem. Men nej, vi er der ikke, og sådan er det, når man ikke har mere at spille for. Det er naturligt. Hobro viser også, at de virkelig gerne vil slå os, sagde 'Zanka' i pause-interviewet til Canal 9, hvor mestrene allerede var bagud 0-2.

FC København blev sat på plads i Hobro. (Foto: René Schütze)
FC København blev sat på plads i Hobro. (Foto: René Schütze)
 

Den kommentar faldt dog ikke i god jord hos tv-stationens to fodbold-eksperter, Mikkel Bischoff og Flemming Povlsen, der dækkede kampen i Hobro.

- Det er så typisk dansk at sige, at man ikke har mere at spille for. Nu har vi opnået, hvad vi skal, og så lægger vi også bare ned. Det er så typisk! Nu har vi fået pokalen, mesterskabet er i hus, og så tager vi den derfra. Det er netop der, vi danskere skal ændre mentaliteten, hvis vi skal blive bedre. Jeg synes ikke, det er i orden, tordnede Povlsen for åben skærm.

Kollega Bischoff var enig i kritikken og sammenlignede det med afslutningen på Premier League i denne sæson.

- Prøv at tage et kig på Leicester. De blev også mestre før tid, men de tog opgaven mod Everton seriøst og blæste dem ud af banen. Derefter tog de til Stamford Bridge og gjorde deres job mod Chelsea. Det ville for alt i verden ikke blive til grin i de sidste runder. De skulle vise, at de havde det bedste hold. Jeg synes ærligt talt, at det er pinligt for FCK-spillerne. Det må ikke være sjovt at tabe så meget her, sagde Bischoff.

Efter kampen blev FCK-profilen Nicolai Jørgensen konfronteret med det ydmygende resultat. Men angriberen var ikke enig med sin holdkammerat i, at motivationen ikke var til stede.

- Zanka har selvfølgelig sin egen mening. Vi har lige haft en hård periode med Superliga-kampe og pokalfinalen, og der er også mange nye spillere med i dag. Jeg synes ikke, at vi manglede motivation. Hobro gør en god figur, men desværre lukker vi nogle lidt dumme mål ind. Sådan er det i fodbold nogle gange, sagde Jørgensen.

Se også: FCK blev ydmyget i Hobro

TV: Se målene fra Hobro i videoen øverst i artiklen

Ekstase i Hobro. (Foto: René Schütze)
Ekstase i Hobro. (Foto: René Schütze)
 

197 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere