Erkendelse i FCK: - Største presbold i otte år

FCK'erne var lettede, men ikke jublende lykkelige efter den vigtige sejr over AGF fredag aften

FC København skal spille europæisk fodbold i næste sæson trods en skuffende fjerdeplads i Superligaen. Det står klart efter playoff-sejren over AGF fredag aften.

Og det var det stor tilfredshed med i Parken efter slutfløjt.

’Vi skal ud i Europa igen i år’, skrålede hjemmepublikummet, mens spillerne gik noget mere afdæmpede rundt nede på banen.

En fjerdeplads i Superligaen og en kvalifikation til Europa League på yderste mandat jubler man ikke over som FCK-spiller. Man drager snarere et lettelsens suk – og det gjorde Ståle Solbakken også.

- Det her var den måske største presbold siden Rosenborg-kampene (i Champions League-kvalifikationen i 2010, red.). Dér var vi næsten konkurs, selv om ikke så mange af os vidste det.

- Det er vi ikke nu, men der var kæmpe pres på truppen, og jeg er mægtigt stolt over, hvor frigjort, at de spiller. Selv om vi har lang vej til et gruppespillet i Europa League, så har vi muligheden nu.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
 

Masser af chancer
Parken Sport & Entertainment har budgetteret med indtægter på 75 mio. kr. fra gruppespillet i Europa League, og det havde været en tordnende fiasko for FCK, hvis AGF var løbet med den europæiske plads.

Nu kan de i stedet sætte hak ud for foråret efter det katastrofale efterår, der efterlod dem langt bagude i feltet i Superligaen.

- Hvis man ser efter jul, så har vi spillet rigtig godt. Offensivt er det et af de FCK-hold med mest flow, og vi producerer masser af chancer.

- På det defensive er der noget at hente. Der bliver for nemt uro i feltet, så der skal vi blive mere stabile, sagde Ståle Solbakken.

Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
 

Tror på Midtjylland
Han forsømte ikke lejligheden til at pointere, at hans mandskab ville have hentet ’omtrent lige så mange point som FC Midtjylland og Brøndby’, hvis de havde slået dem i de indbyrdes kampe, hvor han ikke følte, at Fru Fortuna havde været med FCK.

De to klubber bliver ifølge nordmanden FCK’s også hårdeste modstandere i næste sæson. Særligt mestrene fra Herning har han stor fidus til:

- Det er ikke sikkert, at de kommer i Champions League, men jeg tror, at de kommer i et europæisk gruppespil. De har lavet store salg og har pengepungen fremme nu.

- De kommer til at bruge frygteligt mange penge. Og så er der selvfølgelig Brøndby … hvis de kommer sig igen. 

Se også: Mystisk besked fra Ståle: - Der kommer en vældig kedelig nyhed

Se også: Tidligere dansk landsholdsspiller er ny chef i traditionsklub

66 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere