Europa-exit gør FCK-stjerne mere attraktiv

Der er et stort pres på Daniel Amartey, indrømmer FCK-direktør Anders Hørsholt, men fastslår samtidigt, at klubben trods fadæsen mod Jablonec ikke behøver at sælge spillere

FCK-direktør Anders Hørsholt var naturligvis en skuffet mand efter nederlaget til tjekkiske Jablonec. (Foto: Linda Johansen)
FCK-direktør Anders Hørsholt var naturligvis en skuffet mand efter nederlaget til tjekkiske Jablonec. (Foto: Linda Johansen)

Når holdet flopper på banen mod en upåagtet tjekkisk modstander og misser forventet deltagelse i Europa League-playoff og gruppespil, kan det straks aflæses i forventningerne til bundlinjen.

Derfor måtte FC Københavns direktør Anders Hørsholt som ventet begynde sin dag med at nedjustere årsresultatet, inden han kiggede forbi fredagens træning.

Men trods 2-3-fadæsen i Parken sker der ingen drastiske ændringer på hverken banen eller bænken.

- Skuffelsen er stor, men vi har været der før, hvor vi har misset store europæiske muligheder. Vi er vant til de udfordringer, så udover i dag tror jeg ikke, det får konsekvenser for vores hverdag.

- Vi har handlet de spillere ind, som vi mener kan gøre en forskel. Ikke kun i indeværende sæson, men også de to-tre næste sæsoner. Så vi er godt rustet til fremtiden, og det forandrer det her ikke på.

Se også: Hårde kampe venter Brøndby og FCM

- Vi er ikke pisket til at skulle sælge nogen spillere, men det er klart, at vi kan komme i en situation, hvor nogen synes, at en spiller er så attraktiv, at de godt kunne tænkte sig at overtage transferrettigheden på ham, og så må vi se på det.

Særligt 20-årige Daniel Amartey kan være væk inden 1. september, hvis prisen er rigtig.

- Der er et stort pres på ham. Han er en dygtig spiller, og dygtige spillere vil andre klubber gerne have fat i. Nu ser de måske deres snit til at kunne få ham, konstaterer Anders Hørsholt.

Fredagen bød på let træning til de FCK'ere, som var i kamp torsdag aften. (Foto: Linda Johansen)
Fredagen bød på let træning til de FCK'ere, som var i kamp torsdag aften. (Foto: Linda Johansen)
 

Se også: Så dyr er FCK's Europa League-fadæse

Deloittes sportsøkonom Jesper Jørgensen konstaterer, at det bliver svært for FC København at sige nej til et bud i Andreas Cornelius-klassen, men ellers er løverne godt polstret trods torsdagens fadæse.

- Der er ikke ingen tvivl om, at det er et sindssygt ærgeligt resultat, men det rokker ikke ved økonomien. Jeg er helt sikker på, at trods fredagens nedjustering tager ledelsen i FCK højde for bump på vejen. Deltagelse i europæiske gruppespil er flødeskummet.

- FCK har råd til at køre med underskud. De har investeret 129 millioner kroner i spillere for at få succes på den lange bane, og det ville kun ende med at blive endnu dyrere, hvis de på den korte bane holdt brandudsalg for at hive penge hjem, siger Jesper Jørgensen.

Se alle mål fra FCK-fiaskoen:

20 kommentarer
Vis kommentarer