Europæisk rekord: FCK tæt på ny milepæl

De danske mestre kan torsdag aften runde 30 europæiske kampe med maksimalt et indsluppet mål

FC København kan torsdag nå en europæisk milepæl. Foto: Lee Smith / Ritzau
FC København kan torsdag nå en europæisk milepæl. Foto: Lee Smith / Ritzau

Kunsten i Europa er at kunne lukke af.

Ståle Solbakken taler om kynisme, og det har FC København vist masser af i mange sæsoner.

Det er ikke, fordi københavnerne har leveret berusende fodbold i Europa, men det har heller ikke været planen.

Det har drejet sig om at undgå de ærefulde nederlag og i stedet klemme sig videre mod modstandere, der ellers på papiret har bedre spillere og en stærkere økonomi.

Midlet er at gøre alle kampe tætte, og det har FC København formået, siden Atlético Madrid gav dem en fodboldlektion i Parken i februar 2018.

Siden 1-4-nederlaget til det spanske storhold har FCK spillet 29 europæiske kampe, og ikke i eneste af dem har de lukket mere end et mål ind.

Parken har lagt græs til mange store FCK-aftner i europæisk fodbold. Foto: Lars Poulsen
Parken har lagt græs til mange store FCK-aftner i europæisk fodbold. Foto: Lars Poulsen

Der har været små hold blandt modstandere (KuPS, Stjarnan og The News Saints), men også stærke europæiske mandskaber som Atalanta, Zenit og Celtic.

Det er en imponerende stime, de danske mestre har sat sammen, og der er tale om en europæisk rekord, som FCK udbygger kamp for kamp.

Spilxperten har dykket dybt i Optas omfattende databank for at undersøge, hvilke andre hold der har haft mange europæiske kampe i træk med maksimalt et indsluppet mål.

Engelske Nottingham Forest havde indtil for nylig rekorden, men efter 0-1-nederlaget til Malmö FF i Parken i december fik FCK den for sig selv, og de udbyggede den mod Celtic.

I Istanbul har de mulighed for 30. europæiske kamp på stribe med maksimalt en indkasseret scoring, men det bliver en hård test af Ståle Solbakkens mandskab.

For Istanbul Basaksehir er et hold, der har det med at spille målrige kampe.

I seneste runde tabte de 1-3 til Sporting i Portugal, men formåede på Fatih Terim Stadium at vende tingene og gik videre til 1/8-finalen med en 4-1-sejr.

Et nederlag i den størrelsesorden vil dræbe FCK’s europæiske drøm.

Det handler om kynisme, om maksimalt at lukke et enkelt mål ind, så opgøret lever, når de to hold mødes i en tom Parken i næste uge.

26 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport