FCK afviser: Det er ikke korrekt

Hovedstadsklubben afkræfter, at der er lavet en permanent aftale med lejede Lukas Lerager

Torsdag kunne den italienske journalist Nicolò Schira dele med sine lidt over 140.000 følgere på Twitter, at F.C. København havde købt Lukas Lerager permanent, efter at hovedstadsklubben har haft den danske midtbanespiller på en lejeaftale fra Genoa siden februar.

Klubben skulle ifølge den italienske journalist havde betalt tre millioner euro for danskeren, som efter sigende havde skrevet under på en tre-årig kontrakt med bronzevinderne.

Det blev dog hurtigt skudt ned af F.C. Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, der på Twitter svarede en FCK-fan, der delte den italienske journalists nyhed, følgende:

'Vi kommenterer sjældent på den slags, men det er ikke korrekt. Lukas er fortsat på en lejeaftale.'

Noget atypisk blev længden på lejeaftalen med Lukas Lerager ikke officielt meldt ud, da FCK præsenterede den tidligere landsholdsspiller tilbage på transfervinduets sidste dag. Flere medier berettede dog tilbage i februar, at der var tale om en flerårige lejeaftale.

Dengang skrev klubben, at lejeaftalen 'under bestemte forudsætninger' kunne blive til en transfer senere hen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Jes Mortensen, der svarer, at der ikke er noget nyt omkring Lukas Leragers situation, men at han stadig er i klubben på en lejeaftale. 

Vild lønfest: Se hvad landsholdsspillerne tjener (+)