FCK-anfører: Jeg siger fuck off to gange i hver kamp

Thomas Delaney er dybt forundret over, at holdkammeraten Benjamin Verbic blev smidt ud efter en times spil, da han råbte fuck off efter dommeren

Thomas delaney forstår ikke, at holdkammeraten benjamin Verbic blev smidt ud for at råbe fuck off til dommeren. (Foto: Jens Dresling)
Thomas delaney forstår ikke, at holdkammeraten benjamin Verbic blev smidt ud for at råbe fuck off til dommeren. (Foto: Jens Dresling)

Det bliver en ny hverdag for Thomas Delaney og holdkammeraterne den kommende tid i FC København.

Det er første gang han spiller i klubben, hvor efteråret ikke byder på et europæisk gruppespil.

Uafbrudt de seneste ni sæsoner har FCK spillet enten i Champions League, UEFA Cupen eller Europa League-gruppespillet.

Men nu er det slut. Det samlede nederlag til Jablonec blev kostbart for de danske vicemestre.

- Det bliver svært at vænne sig til kun én kamp om ugen, erkender Thomas Delaney, der ikke behøver at få besked på succeskriteriet i FC København.

- Vi går altid efter mesterskabet og gruppespil, så vi kan nok forvente, at medierne kalder det her en fiasko, siger han.

Det tjekkiske mandskab havde ikke mange afslutninger på mål, men var skarpe. Men nu gjorde FCK også tingene svære for sig selv. Nyindkøbte Benjamin Verbic blev smidt ud efter en times spil.

Han råbte fuck off efter dommeren, Leontios Trattou fra Cypern, fordi FCK-spilleren ikke fik et frispak, han følte sig snydt for.

- Så skal jeg have rødt kort to gange i hver kamp. For jeg siger da også fuck off et par gange, erkender Thomas Delaney, der slet ikke kan forstå, at snoren ikke er betydeligt længere på den europæiske scene.

- Det overrasker mig, at en dommer på internationalt niveau kan blive stødt over det. Jeg hørte ikke Benjamin råbe og jeg ser det ikke. Men sprogbruget i de internationale kampe har aldrig været helt stuerent, mener Thomas Delaney.

FCK-kaptajnen mener, at spillerne gjorde mange ting rigtigt. Omvendt erkender han, at det er svært at gå videre, når man lukker tre mål ind i egen hule.

- Vi laver alt for mange fejl. Og så scorer de altså tre mål på blot fire chancer. Vi skal ikke stå og brokke os over, at de var heldige. Det her afgøres på små detaljer og de fejl, vi begår, mener han.

Se Benjamin Verbic få rødt kort i tv-klippet øverst i artiklen - og hør ham undskylde for udvisningen i interviewet her:

64 kommentarer
Vis kommentarer