- Khouma Babacar. Copenhagen Superstar!
Der var høje forventninger til den tidligere Serie A-angriber Khouma Babacar, der hurtigt fik sin egen sang blandt FC København-fansene, men det er der ikke mange, der råber mere.
Hvis nogen.
Det har efterhånden længe været klart, at angriberens fremtid ikke ligger i FCK, og nu virker Babacar til at være lagt helt på is i hovedstaden.
Han er således ikke en del af den trup, der onsdag rejser til Portugal på træningslejr. Det fremgår af FC Københavns hjemmeside, hvor man end ikke kommer med en forklaring på fraværet af den 29-årige angriber.
Både cheftræner Jacob Neestrup og sportsdirektør Peter Christiansen har offentligt gjort det klart, at Babacar ikke skal fortsætte i klubben.
I løbet af opstarten har senegaleseren heller ikke taget del i den daglige træning med resten af truppen, men i stedet trænet for sig selv.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har de danske mestre arbejdet aktivt for at finde en løsning, der vil sende angriberen til en ny klub, men det arbejde ser altså ikke ud til at være færdiggjort.
I alt er 26 spillere udtaget til træningslejren, hvor nyindkøbene Diogo Goncalves og Jordan Larsson naturligvis er i blandt. Det samme er Paul Mukairu, der ellers har været helt ude af truppen i de seneste træningskampe.
Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra FC København angående Khouma Babacars fravær.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
FC Københavns nye spiller, Jordan Larsson, kan hentes billigt til sommer, hvis de rigtige betingelser opfyldes. Hør mere i Ekstra Bladets nye transfer-podcast 'Varme drenge' herunder eller i din podcast-app