I FC Nordsjælland er de kendt for det.
Kendt for at være den klub, der udklækker det ene store talent efter det andet. Det har Superligaens nuværende tophold efterhånden været længe.
Men lidt længere sydpå har noget ændret sig.
For de danske mestre fra FC København har pludselig budt Farum-klubben op til dans, når det kommer til talentudviklingen. I langt højere grad end tidligere er det unge spillere, der dominerer startopstillingen i skikkelse af blandt andre Elias Jelert, Hákon Haraldsson og William Clem.
Det er også noget, der kan mærkes i FCK. Det fortæller sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen til Ekstra Bladet.
- Når vi spiller med syv teenagere i startopstillingen nede i Sevilla i Champions League, og de seks af dem er direkte ud af vores eget akademi, så vælter det bare ud alle steder. Klubber ringer fra nær og fjern. Hvordan tør I det? Hvordan gør I det? De vil forstå vores model.
- Vi er der nu, hvor vi får stor anerkendelse og respekt fra nogle af de største talentbyer ude i Europa for den måde, vi gør det på. Og det breder sig som ringe i vandet, siger FCK-bossen.
Overhalet konkurrenten?
Forvandlingen i FC København betyder dermed også, at hierakiet i dansk fodbold har ændret sig.
For FC København kan nu i endnu højere grad kæmpe med, når de største kometer skal til at finde sig en klub, mener Peter Christiansen, der tidligere har set FC Nordsjælland løbe med det meste.
- Jeg tror helt sikkert, at vi står styrket i forhold til, hvor man kigger hen, fordi rejsen ind på vores førstehold er blevet kortere. Det tror jeg uden tvivl, at de allerstørste talenter i Skandinavien kigger på.
- Der har vi nu en anden edge, end vi havde tidligere.
- Har I ligefrem overhalet FC Nordsjælland på nogle punkter, når det kommer til talentarbejde?
- Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Men jeg synes, vi har bevist, at vores model fungerer, lige så vel som deres har gjort over mange år. Vores er en forholdsvis ny model, mens de har vist det år efter år. Det er også det, vi skal bevise og fortsætte med.
Stor respekt
Men har FC København undervejs ladet sig inspirere af søndagens modstander? Måske ligefrem kopieret noget af det, der gennem mange år har fungeret i FC Nordsjælland?
- Jeg tror egentlig altid, at FCK har haft respekt for det stykke arbejde, man har lavet i FC Nordsjælland. Der har også tidligere har været et form for samarbejde, hvor man rekrutterede spillere deroppefra, ligesom man har haft spillere oppe på lån.
- Jeg har personligt altid selv haft respekt for den model, de har kørt med. Selvfølgelig lærer man mange steder fra, men det er stadig en anden model end vores.
- De er måske en lille smule mere sårbare, fordi de ikke har det samme antal erfarne topspillere, som vi jo har valgt i vores model.
- Hvordan har du det så med, at de lige nu alligevel er foran jer i tabellen?
- Der vil altid være sæsoner, hvor tingene falder sådan ud. Vores start på den her sæson er måske et udtryk for, hvordan ligaen ser ud lige nu. Men det har vi jo så fået repareret, så vi nu er tæt på status quo.
En ukendt FC Midtjylland-spiller eller -ansat har sat sine Superliga-medaljer til salg på nettet. Hør mere i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app