En stor nyhed ramte fredag, da FC København kunne meddele, at de udskilles fra Parken Sport & Entertainment (PSE) og bliver et selvstændigt partnerselskab under navnet F.C. København P/S.
Nyheden er dog ikke ligefrem noget, der får Superliga-klubbens cheftræner til at falde ned af stolen. Tværtimod.
- Jeg har ikke forstand på det, så jeg tænker ikke rigtig noget om det. Jeg tænker, at jeg tror, det ændrer 0,000 procent i min og spillernes arbejdsbeskrivelse, siger Jacob Neestrup til Ekstra Bladet og resten af den danske presse i forbindelse med fredagens træning i Parken.
Udskillelsen betyder, at FC København kommer til at skulle stå mere på egne ben rent økonomisk, hvor man ud over fodboldaktiviteterne også vil stå for udlejning af Parken til landskampe, koncerter og events.
Men fra et sportslig perspektiv får det i hvert fald ikke betydning for cheftrænerens arbejde, fastslår Neestrup.
- Det ændrer ikke noget for mig som træner, men om det ændrer noget for 'PC' (sportsdirektør i FCK, Peter Christiansen, red.), det ved jeg ikke. Men som træner kører jeg i samme retning som før, siger Jacob Neestrup.
- Jeg er fodboldtræner, og jeg føler ikke, der er noget, jeg skal gøre anderledes, end jeg gjorde i går. Så jeg vil ikke kommentere det yderligere, for jeg føler ikke, at jeg kan give nogen klare og gode svar på det.
FC København fortsætter jagten i Superligaen, når de søndag får besøg af AaB.