FCK-fans forklarer bannere: Ståle, vi er ikke nikkedukker

FCK-fansene følte sig trådt på af Ståle Solbakken, og de kalder hans kritik forfejlet, og så skal der altså leveres resultater, så det ikke bliver proces-snak som i Brøndby og på landsholdet

Banner-beskeder til Ståle Solbakken har de seneste to kampe været normalt i Parken (Foto: Lars Poulsen)
Banner-beskeder til Ståle Solbakken har de seneste to kampe været normalt i Parken (Foto: Lars Poulsen)

’Ståle, hvis du passer dit velbetalte job, så passer vi vore selvbetalte jobs'

Sådan lød FC København-fansenes banner onsdag aften i Parken forud for kampen mod Randers.

En direkte reaktion på Ståle Solbakkens kritik af FCK-fansene efter seneste hjemmekamp mod AaB, hvor han både kritiserede fansenes buhen af Stephan Andersen og fansenes pibekoncert mod hele holdet efter en første halvleg, hvor man var bagud 1-2.

- Der var nogen, der følte behov for lige at give en kommentar tilbage til Ståle, siger formanden for FC København Fan Club Lars Thor Jensen til Ekstra Bladet.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Ståle er en velbetalt herre, og hvor Ståle får løn for at være her, så er der mange fans, der lægger penge og gør et stort arbejde, så der var mange, der følte sig lidt trådt på, siger formanden. (se video af banneret over artiklen)

FCK-fansene havde ugens anden besked til Ståle Solbakken onsdag aften (Foto: Lars Poulsen)
FCK-fansene havde ugens anden besked til Ståle Solbakken onsdag aften (Foto: Lars Poulsen)
 

Det var ikke den officielle fanklub, der stod bag banneret, men fansene var heller ikke imod det.

- Der er en vis form for anarki på tribunen, og nogen er uenige og mange er enige. Den gængse FCK-fan har nok studset over Ståles kommentarer i søndags, og det overvejende flertal kan nok godt støtte op om bannerne, siger formanden.

- Måske var ordlyden af banneret ikke helt perfekt, men i bund og grund er jeg enig i, at den kritik, Ståle kom med, den er forfejlet, siger formanden.

Lars Thor Jensen påpeger, at der er tale om en misforståelse, når medier og også Ståle Solbakken har opfattet det som om, at FCK-fansene buhede af Stephan Andersen i AaB-kampen.

- Thomas Enevoldsen spillede jydesmart ved Nedre C, og det var derfor, der blev piftet. Der må Ståle også lige stikke en finger i jorden, siger formanden.

Banneret faldt ikke i den tidligere FCK-boss Dan Hammers smag:

I det hele taget har FCK-fansene den sidste uge haft lidt af en ordkrig med Ståle Solbakken. Før AaB-kampen i søndags var et andet banner at se på fan-tribunen.

'I er DKs bedst betalte – I KBH er det kun sejre, der tæller. Og det gælder især for dig, Ståle', lød det.

- Selvom vi ikke får løn, så har vi stadig en holdning. Det handler om, at vi ikke bare er nikkedukker, og det skal ikke være som hos Thomas Frank, hvor det hele er en proces, siger formanden.

- Vi har hele tiden hørt på, at det ikke var Ståles hold, og at spillerne skulle skiftes ud, men nu har han sit eget hold, og så skal resultaterne også være der, siger formanden.

Du har fingeren på pulsen blandt FCK-fansene - hvad er den generelle holdning til Ståle?

- Umiddelbart er det sådan lidt 50-50. Jeg tror, at det er de færreste, der ønsker ham fyret, for folk kan godt lide ham, men folk vil se resultater nu, siger formanden.

Se også: Værsgo - her er 36 gratis spillere til din klub

Han forklarer, at den ene halvdel af fansene tror på Ståles projekt uanset hvad, mens den anden halvdel tænker, at det nu er tredje sæson, hvor guldet kan kikse, og så må det stoppe.

- Vi røg ud til et rimelig ubetydeligt hold i Europa League, og ud fra sæsonstarten, så tænker folk 'åh nej ikke igen', og det er derfor kritikken begynder at ulme, siger formanden.

- Min egen holdning er, at jeg betaler, og hvis jeg er utilfreds, så er jeg i min gode ret til at ytre mig, og så skal jeg nok klappe, hvis de gør det godt. Vi er ikke nikkedukker, der siger, at det er skide godt, hvis bare vi har bolden og har mange afslutninger, men er bagud 1-2. Så ville jeg nok følge landsholdet og Morten Olsen noget mere, men det handler om resultater, siger formanden.

- Man kan spørge sig selv, om pibekoncerten hjalp, eller om det var Ståle, der på mirakuløs vis fik løst det hele op i pausen. Men sådan er det at spille i FCK, for det er Danmarks største klub, og der skal være pres på. De må ikke tro, at det er acceptabel at gå til pausen og være bagud, siger formanden, der så positive tendenser mod Randers onsdag.

Se også: Fans knurrer ad Ståle: Pas dit velbetalte job

Se også: Irriterede FCK-fans forkælet med sejr

Med 3-0-sejren mod kronjyderne er FC København faktisk det hold, der har hentet flest point i kalenderåret 2015, men det kan fanklub-formanden ikke bruge til ret meget, for det er mesterskabet, der tæller, og det ligger i øjeblikket hos FC Midtjylland.

Alligevel kan han sagtens se Ståle Solbakken fortsætte som FCK-manager mange år endnu.

- Hvis Ståle forløser potentialet i truppen, så er det fint med mig. Vi skal have den bedste på pladsen, og hvis ikke han leverer varen, så synes jeg ikke, at han skal sidde der, men det kan vi først evaluere til sommer. Mesterskabet er det eneste, der tæller, for tre år uden guld er lige i overkanten, siger fanklub-formanden.

Se også: Eksperternes dom: FCK-stjerne har set tandløs ud

Se også: 18 millioner! Hvornår scorer du for FCK?

Ståle Solbakken erkender, at det nu står 2-1 til fansene (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Ståle Solbakken erkender, at det nu står 2-1 til fansene (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

Foreløbig tager Ståle Solbakken de mange bannere med ro.

- Jeg har set bannere mange gange før, og det tager jeg ikke så tungt. Så længe det er mig, de skyder på, og ikke spillerne. Lad os sige, det står 2-1 til fansene, sagde Ståle Solbakken til Canal 9.

Formanden for FCK-fanklubben forventer, at ordkrigen med Ståle Solbakken nu er et overstået kapitel, og han forventer ingen bannere i næste runde, hvor Hobro kommer på besøg i Parken.

Se alle FC Københavns mål i 3-0-sejren mod Randers her (og se den kontroversielle tifo-video over artiklen)

38 kommentarer
Vis kommentarer